Streamingtjeneste til børn får eget liv som selvstændig tjeneste

Turner giver streamingtjeneste til børn egne ben at stå på, efter tjenesten siden efteråret har været en del af HBO Nordics univers.
Foto: PR/Turner
Foto: PR/Turner

Streamingtjenesten Toonix, som medieselskabet Turner står bag, og som henvender sig til børn i alderen 3 til 12 år, bliver i løbet af sommeren lanceret i Norden. Det oplyser Turner i en pressemeddelelse.

Toonix blev i efteråret 2017 en del af tilbuddet til kunderne hos streamingtjenesten HBO Nordic. Samarbejdet fortsætter, men nu vil Toonix altså også stå på egne ben. Ud over film og serier vil også spil til børn være en del af indholdet.

"Lanceringen af denne streamingtjeneste markerer det næste skridt i Turners stræben efter at tilbyde brugeroplevelser til fans og bygge videre på successen fra Toonixs lancering med HBO i Norden sidste år. Den nye app tilbyder en digital legeplads til børn, hvor de har mulighed for at engagere sig med deres yndlingskarakterer via kvalitetsindhold og spændende spil hvor som helst og når som helst," udtaler Pierre Branco, direktør for Turner i Nordeuropa, i meddelelsen.

Toonix, som er reklamefri, vil være tilgængelig i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Turner ønsker ikke på nuværende tidspunkt at oplyse, hvad den nye streamingtjeneste kommer til at koste at abonnere på, men understreger i en mail, at det vil være en "konkurrencedygtig prissætning".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu