DR åbner korrespondentkontor i Istanbul

Mellemøstkorrespondent i DR Nyheder får ny fast base i Tyrkiets største by som et led i den styrkelse af udlandsdækningen, som nyhedsdirektør Sandy French har varslet.
Michael S. Lund. | Foto: Lars E. Andreasen/PR/DR
Michael S. Lund. | Foto: Lars E. Andreasen/PR/DR

DR vil tættere på Tyrkiet og regionen omkring landet, der er brohoved mellem Asien og Europa, og åbner derfor et kontor i Tyrkiets største by, Istanbul. Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

Det tyrkiske kontor åbner 1. april og bliver indtaget af Michael S. Lund, der har arbejdet for DR siden 2008 og er mellemøstkorrespondent.

"Vi har valgt at fokusere på Tyrkiet, fordi landet spiller en nøglerolle både for Mellemøsten og Europa, og fordi landet er en afgørende brik i flere af de store udenrigspolitiske dagsordener, som for eksempel flygtninge, terror, krigen i Syrien og international sikkerhedspolitik," siger Sandy French, DR's nyhedsdirektør, i meddelelsen.

Hun varslede ved sin tiltrædelse i sensommeren sidste år en højere prioritering af udlandsstoffet, herunder oprettelsen af korrespondentstillingen i Tyrkiet.

DR har to Mellemøstkorrespondenter. Ud over Michael S. Lund er der tale om Puk Damsgård, der har base i Kairo i Egypten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu