Mads & Monopolet flytter kanal
![Mads & Monopolet flytter til P4.](https://dev.photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article5721930.ece/ALTERNATES/schema-16_9/mads%2520og%2520monopolet.jpg)
Der er flyttedag på sendefladen, når Mads & Monopolet fra 2016 skifter plads fra P3 til P4.
Programmet har 12 år på bagen og har gennem hele perioden fyldt P3's sendeflade lørdag formiddag. Programmets vært, Mads Steffensen, bedyrer, at der ikke sker noget nyt med programmet, ud over at det flytter kanal.
"Selv om vi får en ny kanal, så er det stadig Mads & Monopolet. Jeg håber selvfølgelig, at nye lyttere vil tage pænt imod os, og så er alle de inkarnerede P3-lyttere selvfølgelig velkomne til at være deres faste kanal utro en formiddag om ugen," siger Mads Steffensen i en pressemeddelelse.
P4 skal fornys
DR's radiochef, Tor Arbbjørn, ser frem til at få radioprogrammet flyttet til P4 og ser det som et led i en større plan.
"Vi er i fuld gang med en fornyelse af P4 for at favne bredere og tiltrække nye generationer af lyttere. P4 er kanalen, der er tæt på lytternes liv med dialogen og samtalen i centrum. Der passer Monopolet perfekt ind, og det er ambitionen, at Monopolet også skal åbne nye lytteres ører for, hvad P4 ellers har af gode tilbud på hylden," siger Tor Arnbjørn i samme pressemeddelelse.
Flytningen sker i januar 2016. Det er endnu ikke besluttet, hvad der skal udfylde den plads, som Mads & Monopolet efterlader i P3's sendeflade.
Relaterede artikler
DR vil købe flere radioprogrammer af private
For abonnenter
Radio24syv nærmer sig stille målfeltet
For abonnenter