DR trækker stikket på 'Unga Bunga'

Le Gammeltoft skal efter nytår ikke længere skal vende plader på P3 og P6 Beat fredag aften.

Den elektroniske musik må vige fredag aften på P3 i 2014. Efter mere end fem år lukker DR musikprogrammet 'Unga Bunga' med Le Gammeltoft som vært.

I stedet udvider programmet 'Lågsus' sin sendetid og skal spille op til weekendfri på P3 både fredag og lørdag aften.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

"Gamle programmer lukker, og nye kommer til. Løbende fornyelse og udvikling er et grundvilkår på P3, men det er altid en svær beslutning at lukke programmer ned som umiddelbart har fungeret godt, og som har haft mange loyale lyttere gennem alle årene. Elektronisk musik vil fortsat være i fokus, men det bliver i en anden form end den, vi kender fra 'Unga Bunga. Vi har endnu ikke besluttet præcis hvordan," siger chef for P3 Christian Ottenheim i meddelelsen.

Det var den nu afdøde og højtanerkendte DJ Kjeld Tolstrup, der opfandt 'Unga Bunga' og bestyrede programmet sammen med Le Gammeltoft ind til sin død i 2011.

"Det har været en udsøgt fornøjelse at spille musik for så loyale og nysgerrige lyttere hver fredag aften i mere end fem år. Jeg kommer til at savne Unga Bunga, men heldigvis er der nye udfordringer at tage fat på, og musikken og tjansen bag pulten bliver fortsat en vigtig del af min hverdag," siger Le Gammeltoft i meddelelsen.

Om hun fortsat vil være tilknyttet DR i det nye år fremgår ikke.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu