DR svømmer over i hurtige klager på nettet

DR´s brugere klager og kommenterer i stor stil programmer på f.eks. Facebook, hvilket skaber en praktisk udfordring, siger Jacob Mollerup.
Thomas Bo Christensen

Der er blevet længere imellem, at lyttere og seere griber knoglen og udløser telefonstorm hos DR for at klage over programmer. Men DR´s brugere klager dog stadig i stor stil - men måden har ændret sig, lyder det fra lytter- og seerredaktør i DR, Jacob Mollerup, der netop har præsenteret sin halvårlige rapport for første del af 2012.

Henvendelserne sker i dag hovedsagligt over nettet, og ofte mens programmerne kører. Det samlede antal af henvendelser via feltet ’Kontakt DR’ på dr.dk var godt 31.000 i de første seks måneder af i år, hvilket er på niveau med de to foregående år. Men Jacob Mollerup vurderer, at det samlede antal traditionelle henvendelser til DR er fire-fem gange så højt.

Godt med dialog, men...
”Oveni skal man så lægge alle de andre måder, man kan kommentere, hvad DR sender. Artikler, der kan kommenteres på dr.dk/nyheder og artikler, der linkes til via Facebook, får for eksempel nemt over 50 kommentarer, og en række programmer er storforbrugere af den tætte kontakt og de mange input. Det er eksempelvis programmer som ’Debatten’, ’Kontant’ og ’Detektor’,” siger Jacob Mollerup i en pressemeddelese.

Og selv om det er en meget nyttig dialog, så er det er også en praktisk udfordring at behandle de henvendelser, der har karakter af svarkrævende klager, fortæller redaktøren videre.

Mere selvregulering 
Desuden viser rapporten også, at DR's eget ankesystem afgjorde 15 sager om brud på DR's programetik i første halvår af 2012, mens kun en DR-sag blev afgjort i Pressenævnet. Noget, redaktøren finder tilfredsstillende, fordi han mener, at DR bør feje for egen dør og så vidt muligt undgå ekstern kontrol:

”I tre af de femten sager havde klageren også haft mulighed for at gå til Pressenævnet. Jeg er glad for, at DR i så mange sager som muligt selv retter op på eventuelle skævheder,” siger Jacob Mollerup, der også bestyrer ankesystemet.

Redaktøren opfordrer samtidig til, at DR skal blive endnu bedre til at rette fejl og skriver eksempelvis, at selvom DR Nyheder er blevet bedre til at bringe relevante rettelser på dr.dk/nyheder, så er de stadig for svære at finde.

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu