Radioerne: DAB-handling søges

Digitaliseringen af radiomediet sander til, hvis ikke der kommer gang i udbud af både DAB mux2 og mux3.

Det er bønnen til kulturministeren fra brancheforeningen Radioerne, der om kort tid bliver del af ’Danske Medier’ - en ny stor, magtfuld medieorganisation.

Per Fanefjord Laursen

Digitaliseringen af radiomediet sander til, hvis ikke der kommer gang i udbud af både DAB mux2 og mux3.

Det er bønnen til kulturministeren fra brancheforeningen Radioerne, der om kort tid bliver del af ’Danske Medier’ - en ny stor, magtfuld medieorganisation.

Foreningen er skuffet over, at den digitale radioudvikling, som omtalt på MediaWatch, igen synes endt på standby. Det er realiteten, når et længe planlagt udbud af ledig sendeplads i DAB mux2 trækker ud på ubestemt tid.

Ifølge Mediawatchs oplysninger er hele processen om et DAB-udbud og en langsigtet digital handlingsplan gået i ny politisk baglås, fordi emnet på ny er blevet et element i medieforhandlinger, som den nye radikale kulturminister Uffe Elbæk sidder i spidsen for senere i år.

Vigtigt skridt udskudt
Foreningens sekretariatschef og talskvinde, Marianne Bugge Zederkof, ærgrer sig over et manglende udbud, men især over at det næste afgørende skridt for digitaliseringen også synes skudt ud i fremtiden.

”Radioernes primære interesse ligger i at få sat DAB mux3 i søen. Så længe der ikke tages beslutning om at opbygge og stille mux3 til rådighed, bliver Danmark jo ikke for alvor digitalt,” siger hun med reference til, at mux3 skal regionaliseres og afsættes til kommerciel lokal/regional radio og DR P4.

Radioerne finder, at forløbet og den fortsatte uafklarede situation er meget uhensigtsmæssigt, især når medieaftalen fra 2010 rummer klare tanker om en dynamisk DAB-udvikling.

Ikke kun nationalt fokus
Medlemmerne af Radioerne består også af små lokale stationer med begrænset økonomi, der ikke har en chance for at overgå til digitale sendinger, hvis det fastholdes at opbygningen af sendenettet skal selvfinansieres, minder Marianne Bugge om.

”Hvis ikke man virkelig passer på, bliver dette starten til afviklingen af det danske kommercielle radiomarked. Kommerciel radio lever af lytterne. Hvis ikke lytterne har adgang til at lytte, så er der ingen annoncekroner, og så er der intet publicistisk indhold i radiostationerne. Radiostationerne vil lyde ens fra Blåvands Huk til Amager og fra Sønderborg til Læsø. Det nytter derfor ikke, at man laver en teknologisk overgang, der kun bakker op om DR og de nationale kommercielle kanalers mulighed for at komme ud på digital platform,” lød opfordringen fra Marianne Bugge i et tidligere høringssvar til ministeriet om emnet. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu