MediaCast: Bertelsen og Brügger bliver 24syv-værter

Når Radio 24syv har premiere til november, bliver det også med kanalcheferne bag mikrofonen. Kanalchef Mikael Bertelsen er ugens gæst i MediaCast.

”Jeg har siddet tidligere og haft to-tre måneder til at udvikle et enkelt tv-program. Siden 1. august har Mads Brügger og jeg udviklet 30 forskellige programkoncepter."

“Man kan sagtens forestille sig, at vi laver et program, hvor vi svarer på klager fra lytterne… Hvis der er ting, der er kritisable, forventer vi at tage dem up front.”

- Mikael Bertelsen, kanalchef, Radio 24syv

Der er tårnhøje forventninger og en hulens masse krav til den nye public service-radio, 24syv, som har premiere 1. november. Et markant krav til den nye radio er, at den skal sende 22 timers nyproduceret radio i døgnet, 365 dage om året, så der arbejdes for tiden på højtryk for at få den nye radio i luften.

Siden 1. august har de to kanalchefer, Mikael Bertelsen og Mads Brügger, udviklet 30 forskellige programkoncepter, som kommer i æteren 1. november.

Endnu har Radio 24syv holdt koncepterne tæt til kroppen og kun fortalt pressen om tre programmer.

I MediaCast løfter Mikael Bertelsen sløret for endnu programkoncept, som han og den anden kanalchef, Mads Brügger, kommer til at være værter for. Første gang vi kan høre kanalcheferne i æteren, bliver formentlig allerede i begyndelsen af november.

Når det er makkerparret Mads Brügger og Mikael Bertelsen, der er kanalchefer for den nye radio, kan lytterne kun blive skuffet, hvis de ikke får skævt, anderledes og nytænkende radio at høre. Spørgsmålet er, hvad Brügger og Bertelsen gør for at nytænke radiomediet? Og hvad er succeskriteriet for Radio 24syv?

Det fortæller Mikael Bertelsen om i denne MediaCast. Han forklarer også, hvorfor personlighed og spontanitet spiller en stor rolle for den nye radio.

Hent MediaCast som RSS eller i iTunes:

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår