"Mindre stramtandet end P1"

Programplanerne for Radio 24syv viser gode takter, men alt afhænger af, hvordan den kommer til at lyde i virkeligheden, mener radioforsker Per Jauert samt Erik Valeur, mediekommentator og journalist på Forbrugerrådets blad Tænk.
Tine Brødegaard Hansen

Programplanerne for Radio 24syv viser gode takter, men alt afhænger af, hvordan den kommer til at lyde i virkeligheden, mener radioforsker Per Jauert samt Erik Valeur, mediekommentator og journalist på Forbrugerrådets blad Tænk.

“Bliver indholdet udført ordentligt og ikke bare sjasket på, tror jeg, at radioen kan tiltrække lyttere og gøre nogle DR-folk misundelige, for der jo mange “hængemule-vandhuller” i DR, hvor værterne og journalisterne har gjort det samme i mange år,” siger Erik Valeur.

Mere borgerjournalistik
Både Erik Valeur og Per Jauert slår dog ned på, at Radio 24syv ikke lover meget nyt under solen - dog med én stor undtagelse: ambitionerne om interaktion med lytterne, som der er afsat 10 mio. kr. til årligt.

“Konceptet peger i retning af, at man på nyhedsområdet koncenterer sig om borgerjournalistik, og man taler om lyttereksperter. Det vil jeg gerne vide mere om, hvad de mener med. Man forsøger også at profilere sig ved at bruge netdelen til mere interaktion, end DR gør med P1’s hjemmeside, der ikke er præget af voldsom interaktion. Så der er mulighed for at gøre noget andet, men jeg savner konkretiseringer. Der er gode intentioner, men det kommer an på den praktiske udførsel, jeg tror stadig ikke, at radioen vil tiltrække mere end et par procent af lytterne,” siger Per Jauert.

Man kan ikke bare åbne mikrofonen
Erik Valeur, der har været med til at udvikle P1’s morgenflade og været live-vært på DR’s Ungdomsredaktion, er umiddelbart positiv ved ideen om at inddrage lytterne - men det er en svær disciplin, advarer han.

“Overordnet ser programplanen livlig ud på papiret. Der er mange direkte afviklede programmer, der kører på, at almindelige mennesker kan udgøre debattører, men det kræver meget forarbejde med at line op og researche. Det er ikke bare at åbne mikrofonerne for alle og enhver, så taknemmeligt er radiomediet ikke,” siger Erik Valeur.

Ifølge Radio 24syv-ansøgningen er formålet da også at erstatte "den traditionelle" arbejdsgang med indsamling og derefter behandling af stof til et radioindslag af en metode, hvor research, interview og redigering smelter sammen.

En "speedet" P1-morgen
Per Jauert mener, at især Radio 24syvs morgenflade, der består af tre timers nyheder efterfulgt af debatprogram med lytterne, minder meget om P1’s. Men det er Erik Valeur ikke enig i.

“Det kan sagtens blive en speedet udgave af P1-morgen, hvor man også har musikpauser. Når man hører P1 i dag, kan man godt blive helt bombet i hovedet, for man ryger lige fra et indslag om en naturvejleder, der taler om stæren, til uroligheder i Libyen. Radio 24syv virker generelt også meget livsstilsorienteret og mindre stramtandet end P1. Den lader til at have noget af den jordnærhed, jeg savner på P1,” siger Erik Valeur, som til gengæld efterlyser radioprogrammer, der er kælet for.

“Der er ikke meget af den gammeldags radiojournalistik forstået som reportage, dokumentar og montage. Jeg kan ikke umiddelbart finde meget forproduceret radio i topkvalitet, der udnytter mediet til at skabe billeder og følelser. Det er også pissedyrt - selv i forhold til en relativt dyr vært, men når de nu får så mange millioner, kunne de måske have lavet et 14-dages format, hvor man leger med mediet,” siger Erik Valeur, som håber, at radioen gør alvor af sit talentprogram, så nye folk kan komme til.

“Deres værtstyper og debattører er eddermame traditionelle. Havde jeg et nyt abebur, ville jeg prøve at finde nogle sjove og kloge folk, som kunne oparbejde deres egen profil. Det prøvede DR i gamle dage via Ungdomsredaktionen, hvor folk som Mikael Bertelsen og Adrian Hughes er kommet frem.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu