FM4-udbud på trapperne

Radio- og tv-nævnet behandler i næste uge det reviderede udkast til udbuddet af FM4.

Startskuddet for det formelle udbud af den fjerde radiokanal på FM4 nærmer sig.

Ifølge MediaWatch oplysninger mødes Radio- og tv-nævnet på onsdag d. 12. januar - og her vil den reviderede bekendtgørelse om udbuddet med al sandsynlighed foreligge og blive behandlet.

Herefter har rådet mulighed for at komme med de sidste, endelige kommentarer og bemærkninger til materialet, som så igen skal indarbejdes af Styrelsen for Bibliotek og Medier, inden Radio- og tv-nævnet formelt sætter udbuddet i gang.

På et samråd i slutningen af december kom det bl.a. frem, hvilke ændringer der ventes i det reviderede udbudsmateriale, som altså er lige på trapperne.

Kravet om én samlet satireblok på 25 minutter dagligt er blødt op, så satiren ikke behøver være samlet i én blok, minimumskravet til andelen af musik i fladen er fjernet, så der er mulighed for at gå efter en ren news-talk model - maksimumgrænsen er stadig 20 pct. for musik i fladen i dagtimerne og denne skal samtidig have en redaktionel krog. Endelig er kravene lempet til de 24 aktualitetstemaer, radioen skal bringe årligt.

Sideløbende er en godkendelsesproces i gang i EU - og det gør tidsplanen særdeles stram, men kulturminisiter Per Stig Møller forventer, at forløbet klapper.

“Jeg forventer, at tidsplanen holder, for EU er informeret om vores tidsplan og har accepteret, at notifikationsprocessen sker, mens udbuddet er i gang. Derfor går jeg ud fra, at planen med en tildeling af koncessionen i april holder,” sagde ministeren til MediaWatch i december.

- LR

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu