Langt flere DAB kanaler på vej

DAB skal gennem en omfattende og kritisk overgang til DAB+, men så kan endnu flere digitale radiokanaler fylde æteren.
Per Fanefjord Laursen

I den nye politiske radioaftale er det aftalt, at Danmark skal skifte fra DAB til DAB+-standarden. Det betyder at stort set alle de 1.3 mio. DAB-radioer, der findes i de danske hjem, skal udskiftes.

DR begynder i 2010 med de første kanaler i DAB+.

Indtil videre er der ikke mange DAB+-apparater i handlen, men selv om de nuværende DAB-apparater ikke kan modtage DAB+, så skal de nuværende ikke udskiftes lige nu, skriver Politiken.

Parallelsendning i flere år
DR forventer godt nok at sende de første DAB+-kanaler allerede til næste år, men der vil gå en del år, før der lukkes for de nuværende DAB-signaler, oplyser Erik Henz Kjeldsen, der er chef for DR Distribution og bestyrelsesformand for brancheforeningen DAB Danmark.

Han mener, man kan forestille sig, at P1, P2 og P3 får lov at sende videre på DAB i en længere årrække end resten af det digitale kanaludbud. Men det kommer nok til at afhænge af, hvor godt de nye apparater sælger..

"Hovedparten af de DAB-radioer, der er solgt i Danmark, er relativt billige apparater, der måske alligevel ville være pensionsmodne, når der skiftes helt til DAB+. Derfor vil overgangen forhåbentlig ikke opleves som den helt store ulempe for lytterne," siger Erik Henz Kjeldsen.

Han peger på, at skiftet til DAB+ vil blive oplevet som en fordel for lytterne – når man vel at mærke ser bort fra udgiften til en ny radiomodtager.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu