TV 2s relationer til SBS’ nye radio følges nøje

Mediemarkedet vil holde øje med den samarbejdsaftale, der muliggør SBS Radios overtagelse af TV2 Radio. Aftalen er dog stadig er et mysterium for alle.
Per Fanefjord Laursen
Mediemarkedet vil holde øje med den samarbejdsaftale, der muliggør SBS Radios overtagelse af TV2 Radio. Aftalen er dog stadig er et mysterium for alle.

Hele forløbet vækker vantro i branchen: Det statsejede TV 2 købte i august 2006 koncessionen til den landsdækkende radiokanal, der blev ledig efter Sky Radio lukkede i november 2005. Prisen var 23 mio. kr. årligt indtil 2014.

For ikke helt at nedlægge radioen, men slippe for driftstabet, lægger TV 2 nu rettighederne til at drive radioen ind i et selskab, hvor SBS Broadcast Danmark bliver hovedaktionær.

Ifølge TV 2's bestyrelsesformand, Lars Liebst, skal SBS ikke betale en krone af de 23 årlige millioner. Dermed har staten først købt rettighederne af sig selv og derefter foræret dem videre til et privatejet selskab, der er konkurrent til både TV 2 og MTG.

Reelt får SBS Radio en landsdækkende radio, uden den belastende koncessionsafgift. Den radiostation kan SBS - modsat MTG - elegant indrullere i sin eksisterende administration, produktion og afvikling og drive videre med relativt lave omkostninger.

MTG, der bød aktivt på koncessionen mod TV 2, kan konstatere, at deres konkurrent styrkes med mere landsdækkende radio, og at betingelserne fra auktionen er ændret.

"Vi fik selv tilbudet om at få samme betingelser som SBS, men sagde nej tak til at overtage radioen. Så det er fint nok. Om der er mere at komme efter for advokaterne, vil vi se nærmere på, når vi rent faktisk kender mere til den konstruktionen, som SBS Radio og TV2 finder ud af," siger direktør Jørgen Madsen.

Talpa Radios Jim Receveur udtrykte i første omgang tilfredshed over for MediaWatch med situationen, men har ændret mening.

Han vil lade advokater nøje følge den faktiske aftale, som ingen kender ret meget til.

"Der er jo kun tale om en hensigtserklæring, og vi kender ikke aftalen mellem TV 2 og SBS Radio. Men vi siger bare "pas på", når den aftale skrues sammen. Hvis vi ser trusler mod lige konkurrencevilkår, så vil vi reagere," siger Radio100s direktør. Mediawatchs kilder gætter på, at hensigtserklæringen er kreeret af SBS' konsulentvirksomhed, Mediaid.

Radio100 vil reagere, hvis TV 2 indgår en stor barteraftale med SBS' radiostation. Salg af pakker med tv- og radioreklame, og forholdet mellem Broadcast Service Danmark - der bl.a. ejes af TV 2 - og SBS kan også være problematisk.

Meget tyder i øvrigt på, at aktørerne selv heller ikke kender konstruktionen endnu, og at der var tale kom en redningsaktion i sidste øjeblik.

SBS Radios øverste chef Eric Hansen har ikke reageret på henvendelser.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu