Eksterne producenter skal hjælpe DR Lyd med at prøve nye ting

Når DR Lyd bestiller eksterne produktioner, er det især vigtigt at prøve nye ting og ramme målgrupper, der ellers er svære at nå. 
DR Lyd vil gerne tage nogle chancer med lyduniverset. | Foto: Martin Lehmann / Ritzau Scanpix
DR Lyd vil gerne tage nogle chancer med lyduniverset. | Foto: Martin Lehmann / Ritzau Scanpix

DR Lyd vil gerne have mere eksperimentering og nå nye målgrupper, når der skal findes eksterne produktioner. Det siger chef for DR Lyd publicering og ekstern bestilling Tine Godsk Hansen. 

Hun har fortalt MediaWatch om, hvad DR Lyd leder efter, og hvad der kommer inden for eksterne produktioner i den nærmeste fremtid. Først og fremmest søger DR Lyd efter mange forskellige ting.

”Vi efterspørger ret bredt, for de eksterne producenter laver formater, der bliver sendt på alle vores syv radiokanaler og samtidig som podcast, så det er en ret bred portefølje, og det er også en super vigtig del, der er med til at sikre et højt niveau i vores produktioner,” siger Tine Godsk Hansen. 

Det er en vigtig opgave for DR at levere programmer til en bred og divers målgruppe som public service medie ifølge Tine Godsk Hansen, derfor mener hun, at de eksterne producenter kan hjælpe DR med at ramme bredere. 

”Vi ser det som vigtigt at sikre vores lydtilbud bliver relevant for flere, så vi kobler også udvikling sammen med at fokusere på mangfoldigheden i vores tilbud, at der skal være en lidt større variation i de emner, vi kaster os over, eller hvilke medvirkende vi har med for at sikre, at der er flere der føler sig set og hørt i vores tilbud,” siger hun.

Især den unge målgruppe har været svær at få fat i, derfor bliver det en vigtig opgave med de eksterne produktioner. 

”Vi ved fra Medieudviklingen 2023, at de yngre podcastlyttere ikke altid har en oplevelse af, at der er nok på hylderne til dem generelt, så det er et fokuspunkt,” siger Tine Godsk Hansen.

Selv om podcast er blevet en stor del af lydmarkedet, er det stadigvæk vigtigt med klassisk radio ifølge Tine Godsk Hansen.

”Vi har stadig nogle rigtig store radiofællesskaber på vores flowkanaler. Det har jo vist sig at være en ret robust platform. Nu er det snart 100 år siden, vi startede med at lave radio her i huset. Og der skal vi også have noget kærlighed til det medie og sikre, at vi stadig har den her livefølelse, og at der stadig er fokus på talentudvikling,” siger hun.

Flere forsøg og mere historie

Tine Godsk Hansen fortæller, at de eksterne produktioner giver plads til flere eksperimenter og plads til udvikling i DR Lyd. Derfor bliver en vigtig del af strategien for de eksterne produktioner de næste par år også at prøve nye ting af.

”Det er virkelig mere et spørgsmål for os i den her omgang - ikke så meget om volume, der skruer vi måske også lidt op - men at give plads til at udvikle. Det er jo dyrt, hvis vi gerne vil udvikle på formater. Det kræver tid og ressourcer. Så det er ligeså meget også at give det rum til, på nogle af vores eksterne produktioner, til at der er plads til at udvikle,” siger hun.

Særligt historiestoffet er et område, Tine Godsk Hansen gerne ser mere af fra de eksterne producenter. 

”Helt konkret, så efterspørger vi mere historiestof i 2025. Hvilket jeg personligt er super glad for, for DR er et rigtig stærkt medie til at løfte den her opgave med historiestoffet. Vi synes, det er helt vigtigt det her med at give nye perspektiver og nye nuancer på vores egen samtid,” siger Tine Godsk Hansen.

Der er flere steder, DR allerede har lykkedes med at få nyskabelse fra ekstern produktion. Her peger hun på faktaområdet som et, hvor det er lykkedes at få nye vinkler med bl.a. en tidligere soldat som vært og en anden, der er tidligere straffet.

Derudover er der også et andet område, hun mener, de er lykkedes særligt med.

”Vi har også arbejdet med fx på tro og eksistensstoffet at folde det ud og invitere flere ind – det er vi egentlig ret stolte af, hvad vi er lykkedes med de seneste par år,” siger Tine Godsk. 

Hvad er på vej?

Specielt de lidt særlige områder, fortæller Tine Godsk, kan være gode at dække med de eksterne producenter. Her fremhæver hun podcasten ”Flyvende tallerken” med Frederik Dirks Gottlieb som vært. Det er noget DR Lyd gerne vil have mere af.

”Et vigtigt punkt i 2025 er, at vi gerne vil prioritere udvikling. DR har en særlig opgave ift. at være med til at drive udviklingen på lydområdet, men også samtidig at tage nogle chancer, hvor man ikke lige altid kan være sikre på succes.”

DR har flere eksterne produktioner, som allerede er på vej. Tine Godsk Hansen siger, at der er flere korte fortællende serier på vej, hvor mediet kommer ud i nogle andre miljøer, end det normalt arbejder med.

”For eksempel så har vi i gang et projekt lige nu her, hvor vi er ved at kigge på danske lastvognschaufførers historik. Og der gemmer sig en ret fascinerende kulturhistorie i det også,” siger hun.

Et andet eksempel er ”Jagten på det evige liv”, der bliver lavet af værten fra ”Flyvende tallerken”, Frederik Dirks Gottlieb, og forfatteren af ”Gopler ældes baglæns”, Nicklas Brendborg og derudover kommer der også et program om prepping.

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu