Inger Støjberg får nyt job i radioprogram

Avisen Danmark og Radio4 går sammen om et nyt politisk radioprogram, hvor eksministeren bliver fast debattør.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Eksminister Inger Støjberg bliver fast debattør i et nyt politisk radioprogram kaldet ”Det blå hjørne”, som Avisen Danmark og Radio4 står bag.

Det skriver Avisen Danmark på sin hjemmeside.

I sidste måned blev Støjberg fyret som klummeskribent for Ekstra Bladet efter mindre end fire måneder.

Begrundelsen var, at hun var blevet politisk igen. Sammen med tidligere DF-formand Kristian Thulesen Dahl fører hun kampagne for et nej til folkeafstemningen om at afskaffe Danmarks forsvarsforbehold i EU 1. juni.

”Når Inger Støjberg ikke skal skrive for Ekstra Bladet, er det, fordi hun har et politisk projekt nu. Vi har ikke politikere ansat, som har et projekt, de skal bære over en målstreg,” sagde ansvarshavende chefredaktør hos Ekstra Bladet, Knud Brix, i forbindelse med Støjbergs farvel.

Støjberg afsoner for tiden den dom, som hun fik i Rigsretten 13. december 2021 på 60 dages fængsel. Det er i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar. Hun afsoner med fodlænke.

Chefredaktøren på Avisen Danmark, Peter Rasmussen, ser ikke problemer med at have Støjberg ansat.

” Inger Støjberg er en af de tydeligste og dygtigste i debatten på den blå fløj. Derfor er hun interessant. At hun er dømt og straffet, diskvalificerer hende ikke som debattør.”

”Vi er trygge ved, at retssystemet og fængselsvæsenet tager sig af den del. Hvis vi skulle fravælge hende som debattør af den årsag, ville det være at pålægge hende en ekstra straf, og det er ikke Avisen Danmarks opgave,” siger han til Avisen Danmarks hjemmeside.

Støjberg skal være fast debattør i radioprogrammet ”Det blå hjørne” sammen med Alex Vanopslagh, der er leder af Liberal Alliance.

Det er planen, at Støjberg fortsætter i jobbet, selv hvis hun eventuelt skulle finde på at stifte sit eget parti.

”Ja. Så kører vi videre. Det diskvalificerer hende ikke. Vanopslagh er også partileder,” siger Peter Rasmussen.

Støjberg har tidligere været medlem af Venstre. Hun blev Venstres næststørste stemmesluger ved folketingsvalget i 2019. Støjberg forlod i februar 2021 Venstre og blev løsgænger.

Det skete blandt andet, fordi partiet stemte for rigsretssagen mod hende. Kort tid efter sin dom blev hun af et flertal vurderet uværdig til at fortsætte som folketingsmedlem.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår