Podimo-investor har hjemme på Caymanøerne

Det er uproblematisk, at Podimos storinvestor og medejer 83North har sine penge i skattely, mener podcasttjenestens direktør.
Foto: Mikkel Hørlyck/Ritzau Scanpix
Foto: Mikkel Hørlyck/Ritzau Scanpix

Blandt de investorer, som poster ny kapital i podcastplatformen Podimo, er den engelsk-israelske venturefond 83North, som har hjemme på Caymannøerne, der står på EU's liste over skattely, skriver Finans.

83North har en ejerandel på mellem 20 og 24,99 pct. i Podimo. Men hos Podimo mener adm. direktør Morten Strunge ikke, at Podimo bidrager til eller blåstempler skattely ved at tage imod penge fra en fond på Caymanøerne.

"Vi er et nystartet selskab, der skal på en lang rejse og har brug for kapital. Vi er ikke så privilegerede, at vi kan opsætte reglerne eller diktere setuppet for vores medejere. Samtidig er det vigtigt at sige, at vi er et dansk selskab, der ikke ruller en eventuel indtjening op i et andet land, men derimod betaler fuld dansk skat, fordi moder- og driftsselskab er 100 pct. dansk registrerede," siger Morten Strunge til Finans.

Podcasttjenesten Podimo gik i luften i Danmark i september sidste år og er siden gået i land i Tyskland. I begyndelsen af juni sagde Morten Strunge i MediaWatchs mediemagasin Q&Co, at platformen endnu har lang vej til overskud.

"Vi tjener ikke penge endnu. For Podimo - hele forretningen - tror jeg, vi skal se fem år frem. For os handler det om at bygge et økosystem, og det tager lang tid," lød det i interviewet.

Fonden 83North kom med om bord i maj i år som del af en ny investeringsrunde, hvor selskabet rejste 112 mio. kr. i ny kapital.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu