Anklager opgiver sag mod to sigtede for drab på radiovært

To mænd er fortsat fængslet i sag om drabet på radiovært og eksbandefigur Nedim Yasar.
Foto: Tobias Nicolai/Ritzau Scanpix
Foto: Tobias Nicolai/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Anklagemyndigheden opgiver at rejse tiltale mod to mænd i sag om drab på radioværten Nedim Yasar, oplyser anklager Jens Povlsen fra Københavns Politi.

Yasar blev skudt i hovedet på klos hold, da han sad i sin bil efter en bogreception på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter den 19. november 2018.

En af de to har tidligere været fængslet i sagen, men blev løsladt tilbage i begyndelsen af februar. Den anden mand forsøgte anklagemyndigheden i januar at få varetægtsfængslet, men det ville retten ikke gå med til dengang.

To andre mænd er fortsat fængslet og sigtet i sagen. De kan se frem til en retssag den 20. januar, hvor der ved Retten på Frederiksberg er berammet i alt ti dage.

Hvad de bliver tiltalt for, er endnu uvist. For selv om retsmøderne er planlagt, så har anklagemyndigheden ikke rejst tiltale i sagen endnu, da den stadig er under efterforskning.

Forsvarsadvokat Lone Damgaard repræsenterer den yngste af de to, som nu er at betragte som frifundne i sagen.

Han 23 år og har tilknytning til rockergruppen Satudarah. Han nåede at sidde varetægtsfængslet i to måneder, inden anklagemyndigheden af egen drift valgte at løslade ham 7. februar.

"Jeg er ikke overrasket over, at der er kommet en påtaleopgivelse, men jeg har overrasket over, at det har taget så lang tid, "lyder det fra Lone Damgaard.

Ved et retsmøde inden løsladelsen af den 23-årige valgte anklagemyndigheden at justere sigtelsen mod ham. Fra at have været sigtet for selve drabet blev sigtelsen ændret til medvirken til drab - og få uger efter blev han altså løsladt.

Lone Damgaard kalder det "dybt kritisabelt", at anklagemyndigheden har været så længe om at nå frem til, at der ikke er noget at komme efter i forhold til hendes klient.

"Der er de facto ikke sket nogen efterforskning mod min klient, siden han blev løsladt," siger hun.

Den anden mand, hvis sag anklagemyndigheden har valgt at lade falde, er en 35-årig mand, der tidligere er dømt for at have forsøgt at dræbe en mand foran et fitnesscenter på Islevdalvej i Rødovre. Drabsforsøget skete tilbage i 2007.

Den 35-årige har tidligere haft tilknytning til rockergruppen Bandidos. I dag har han en stærk tilknytning til rockergruppen Satudarah.

Hans advokat, Ulrik Sjølin, er også stærkt utilfreds med, hvordan politiet og anklagemyndigheden har håndteret sagen.

"Jeg sagde, dengang man forsøgte at få ham fængslet, at det var en tynd kop te. Og jeg forstår ikke, at man ikke for længe siden har opgivet sagen mod ham," lyder det fra Ulrik Sjølin.

Det var i forlængelse af en bogreception for journalist Marie Louise Toksvigs bog "Rødder" om Nedim Yasar, at drabet skete. Yasar var en blandt Toksvigs medværter på programmet "Politiradio" på Radio24Syv.

Nedim Yasar blev 31 år.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu