DR svarer tilbage på kritik af podcast om frihedskæmpers død

Historikere har kritiseret DR for fremstilling af frihedskæmpers død under Anden Verdenskrig. Men ifølge redaktionschef hos DR placeres skylden for dødsfaldet ikke i podcastserien.
Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen

To historikere kritiserede tidligere på ugen over for Berlingske DR's fremstilling i en podcastserie af frihedskæmperen Morten Nielsens død i 1944.

Den officielle forklaring på Morten Nielsens død er et vådeskud fra en pistol, som han afleverede til en anden frihedskæmper, Jørgen Haagen Schmidt, også kaldet Citronen. Men ifølge DR's podcastserie kunne der være tale om et jalousidrab, fordi Morten Nielsen ifølge DR havde en affære med Citronens hustru, skrev Berlingske. Og det er dét, som de to historikere har kritiseret DR for.

Men podcasten indeholder ingen beskyldninger om drab, skriver Mette Offenberg, redaktionschef hos DR Kultur, i et debatindlæg i Berlingske.

"Vi placerer nemlig ikke skyld i serien, men undersøger derimod en række kilder og udsagn, der kunne pege i retning af, at der muligvis kan være andre forklaringer på Morten Nielsens død end den, der hidtil har været den officielle," skriver Mette Offenberg og fortsætter senere:

"Enhver, der hører serien, vil derfor opleve, at vi åbent undersøger de forskellige mulige forklaringer fra en række særdeles tunge kilder og analyser og lægger dem ligeså åbent frem med de meget tydelige forbehold, det kræver. Historieskrivningen er foranderlig, for nye vinkler, overleveringer, fund og beviser dukker op i takt med, at der kommer nye øjne til, der sætter vores viden og opfattelse af historien i et nyt lys."

Historikere kritiserer DR-podcast om frihedskæmpers død 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu