Kommunikationschef forlader Nordea

Efter blot halvandet år stopper Nordeas kommunikationschef i Danmark, oplyser banken til FinansWatch. Det står ikke helt klart, hvorvidt banken vil gå på jagt efter en afløser.
Foto: /ritzau//Rune Aarestrup Pedersen
Foto: /ritzau//Rune Aarestrup Pedersen
DAVID BENTOW, FINANSWATCH

Efter halvandet år som kommunikationschef for Nordea i Danmark stopper Søren Hansen Reumert på torsdag. Det oplyser banken til FinansWatch.

"Søren har ydet en kæmpe indsats for Nordea i vanskelige tider, og jeg vil gerne takke Søren for hans indsats, meninger og loyalitet i løbet af de seneste 18 måneder og ønsker ham held og lykke med hans næste skridt," siger Sara Helweg-Larsen, kommunikationsdirektør i Nordea-koncernen, i en skriftlig kommentar. Hun fortsætter:

"Jeg har nu sat en proces i gang med at finde det rigtige setup for kommunikationsafdelingen i Nordea i Danmark."

Søren Hansen Reumert kom til Nordea for præcis halvandet år siden som kommunikationschef med ansvar for både intern og ekstern kommunikation i Danmark. Inden da var han i knap to år chef for ledelsessekretariatet og kommunikationschef i Sydbank.

"Jeg har oplevet Nordea som en både dygtig og ambitiøs virksomhed. Men også en meget stor virksomhed. Mit temperament passer bedre med opgaver, hvor der er kort vej fra forretningsstrategi til eksekvering af den understøttende kommunikation. Derfor har jeg besluttet at prøve kræfter med noget andet, uden at vide hvad det andet er. Endnu," lyder det i en skriftlig kommentar til FinansWatch fra Søren Hansen Reumert.

Søren Hansen Reumert blev i 2001 uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og blev efter et par år i DR ansat i Danske Bank, hvor han arbejdede i forskellige kommunikationsstillinger, indtil han i maj 2014 blev ansat i Sydbank.

Han afløste Pia Stoklund som Nordeas kommunikationschef i Danmark. Hun er netop blevet ansat som kommunikationschef hos betalingsformidleren Nets efter i mellemtiden at have været viceadm. direktør i kommunikationsbureauet Mannov og kommunikationsdirektør i TDC.

Denne artikel er leveret af vores søstersite FinansWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu