Haarder vil ruske op i kulturstøtte

Kulturministeren foreslår bl.a. offentlige kulturinstitutioner at hæve billetpriserne for at opfylde sparekrav.
Foto: Finn Frandsen/Polfoto/Arkiv
Foto: Finn Frandsen/Polfoto/Arkiv
RITZAU/MediaWatch

Prisen for at komme en tur i teatret eller museet skal være højere. Sådan skal landets kulturinstitutioner undgå fyringer, kortere åbningstider og aflyste forestillinger. 

Det foreslår kulturminister Bertel Haarder (V) i Politiken mandag. 

"Se eksempelvis Heartland Festival, hvor billetterne koster 965 kroner for halvanden dag. 10.000 mennesker mødte op. Det er tankevækkende, at folk er villige til at betale så meget for oplevelser," siger kulturministeren til Politiken. 

"Så længe børn og unge slipper billigere, har jeg derfor ikke nogen skrupler med betalingen," siger han.

Ikke flere penge

Hævede billetpriser er en af de tanker, der indgår, når Kulturminister Bertel Haarder tirsdag og onsdag har inviteret til kunstnere, politikere og meningsdannere til debat på Rødding Højskole under overskriften: "Hvordan får vi mere kultur ud af kulturkronerne". Med højskoletræffet lægger ministeren op til at ryste posen med støtte til kunst- og kulturlivet.

Sidste år besluttede regeringen, at landets offentlige kulturinstitutioner skal spare to procent på driften hvert år indtil 2020. Det svarer samlet til 600 millioner kroner. Og der kommer ikke flere penge, men midlerne kan fordeles anderledes og mere prioriteret end hidtil, slår ministeren fast i en kronik i Jyllands-Posten i dag.

"Vi må hele tiden løbende ændre og skære til, så det mest værdifulde fredes eller styrkes på bekostning af noget af det, der bedst kan undværes eller reduceres," skriver kulturministeren i kronikken i Jyllands-Posten.

"Vi risikerer desværre, at intet nyt kan opstå, fordi eksisterende institutioner og tilskud lægger beslag på de økonomiske midler."

Ud over billetpriserne peger kulturministeren også på mere samarbejde mellem landets syv statsstøttede symfoniorkestre som en måde at udvikle kulturen uden at det koster staten flere penge, siger han til Berlingske.

"Orkestrene lever i dag hver deres liv, hvor de burde samarbejde og for eksempel låne musikere af hinanden. Måske endda fusionere, som det har været på tale i grænseområdet mellem Det Sønderjyske og Det Flensborgske – det ville jo være fantastisk. Men i dag er fem af de syv symfoniorkestre lidt for små, hvis de ikke samarbejder; der er en del musik, de ikke kan spille," siger Bertel Haarder, der bl.a. begrunder behovet for at gå nye veje med, at det kan frigøre midler til at støtte nye initiativer i kulturlivet, hvilket er vanskeligt i dag, "fordi det eksisterende sidder på alle pengene," siger han.

Lodret uenig

Både Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet genindført entré, efter at det i ti år har været gratis at besøge museerne. Ifølge Politiken lukker Det Kongelige Bibliotek også speciallæsesale og begrænser åbningstiden.

Lasse Bo Handberg, der er direktør i teateret Mungo Park Kolding, siger til Politiken, at han er "sådan cirka lodret uenig" med ministeren. 

"Det er et enormt vigtigt princip, at kulturen i vores samfund er for alle. I en tid, hvor vi taler om, at landet risikerer at brække over i to dele, er danskproducerede kulturoplevelser endnu mere væsentlige, og de skal være tilgængelige for alle," siger han. 

"Det er i forvejen ikke billigt at gå i teatret. Hvis man sætter priserne væsentligt op, bliver det for mange en luksus, man kun tillader sig én gang om året," siger han. 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu