Børnebogsforlaget Carlsen, der er en del af Lindhardt og Ringhof, opruster digitalt og ansætter Mara Erml som digital producer i en nyoprettet stilling. Det skriver forlaget i en pressemeddelelse.
Mara Erml kommer fra en stilling som digital projektleder hos Politikens Forlag og har tidligere erfaring fra Gyldendal som digital marketingkoordinator og UX-specialist i TDC Group.
Hos Carlsen får hun ansvaret for at søsætte og drive forlagets digitale vækstinitiativer som et første skridt i en digital udvikling af forlaget fremgår det.
"Kombinationen af at kunne lede digitale projekter både teknisk og indholdsmæssigt er både spændende og nødvendig - for vi er jo i bund og grund historiefortællere her på forlaget. Det skal vi også være i de digitale formater," siger forlagschef Christian Bach i pressemeddelelsen.
Mara Erml uddannet bachelor i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet og cand.it. i digital design og kommunikation fra IT Universitetet. Hun tiltræder 1. november.