Dommer giver grønt lys til at udgive afslørende bog om Trump

I bogen fra Trumps niece bliver han kaldt en løgnagtig narcissist, der er formet af sin dominerende far.
Foto: MANDEL NGAN/AFP / AFP
Foto: MANDEL NGAN/AFP / AFP
AF RITZAU

USA's præsident Donald Trumps niece har fået grønt lys til at udgive og promovere sin afslørende bog om præsidentens familie.

Delstatens højeste instans har mandag lokal tid fjernet et tilhold, der blokerede for udgivelsen og promovering af bogen, skriver flere amerikanske medier, herunder nyhedsbureauet Reuters.

Mary Trump, der er datter af præsidentens afdøde storebror, Fred Trump Jr., var blevet sagsøgt af sin onkel Robert Trump i et forsøg på at stoppe bogen fra at blive udgivet.

Robert Trump mente, at bogen vil overtræde en tavshedspligt i forbindelse med testamentet fra hans fars død i 1999.

I bogen med titlen "Too Much and Never Enough: How My Family Created the World's Most Dangerous Man" kalder Mary Trump blandt andet præsidenten for en løgnagtig narcissist, der er formet af sin dominerende far.

Bogen har allerede fået stor opmærksomhed i medierne, da hun er blandt de første medlemmer af Trump-familien, der åbent fortæller om Donald Trumps privatliv.

"Nu hvor det forfatningsstridige forbud er blevet hævet, er vi sikre på, at Det Hvide Hus og hele USA ser frem til endelig at høre, hvad Mary har at sige," siger niecens talsperson, Chris Bastardi, i en pressemeddelelse mandag ifølge mediet Politico.

Simon & Schuster, der er udgiver af bogen, hylder dommen og kalder muligheden for at udgive bøger for en "hellig, amerikansk rettighed".

"Bogen er af stor betydning og har en stor konsekvens for vores nationale diskurs, og vi ser frem til at udgive den til befolkningen, der er spændt på at læse den," skriver udgiveren i en pressemeddelelse ifølge Politico.

Bogen ligger allerede nu højt på bestsellerlisterne.

Det Hvide Hus har kaldt bogen for fiktion og afviser påstandene fra Mary Trump.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu