Forlag tager bestik af aflyste bogmesser

En håndfuld af forårets bogmesser er blevet aflyst på grund af frygten for coronavirus. Forlag vil kompensere med bl.a. møder over Skype, men ser nødigt aflysningerne brede sig til efterårets bogmesse i Frankfurt.
Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix
Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix

Frygten for coronasmitte har aflyst en stribe internationale bogmesser i foråret som London Book Fair. Bogmesserne er en hoveddør for køb og salg af rettigheder, og hos Politikens Forlag ser man derfor nødigt, at aflysningerne breder sig og rammer efterårets store træf, skriver Berlingske fredag.

"Vi kan godt klare at miste en enkelt messe, men hvis den store messe i Frankfurt i oktober bliver aflyst, så kan det betyde, at nogle forfatteres bøger ikke bliver solgt, og at vi går glip af køb af nogle rettigheder. Vi bruger selvfølgelig mail og Skype, men vi har brug for at mødes, så man kan mærke, at der er nogen, der brænder for titlerne," siger Lene Juul, direktør på Politikens Forlag.

Også Lars Boesgaard, direktør for Lindhardt og Ringhof, siger til Berlingske, at forlaget kompenserer for aflysnignerne med bl.a. Skypemøder, men at der er brug for de personlige møder, som messerne giver rum til.

Ud over London Book Fair, der skulle have fundet sted i næste uge, er bogmessen i Leipzig, Livre Paris og Abu Dhabi International Book Fair også blevet aflyst, mens børnebogmessen i Bologna er blevet udsat til maj.

Andre internationale træf for mediebranchen er også blevet ramt af aflysninger som tv-messen Miptv i Cannes, der skulle have været afholdt i slutningen af marts. Onsdag valgte producenterne bag den kommende nye James Bond-film at udskyde premieren, der var planlagt til d. 31. marts i London, til november.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu