Minister vil have færre skærme og flere bøger i undervisning

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) kræver balance mellem digitale lærermidler og bøger.
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
AF RITZAY

Når hele klassesæt med bøger køres på forbrændingen, og elever går i skole uden en eneste bog i tasken, er den digitale begejstring i skolen gået for vidt.

Det mener børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), som nu vil tage initiativer til, at eleverne møder flere bøger og færre skærme i skolen.

Det skriver Politiken.

"Vi er nok kommet til at gå lige lovligt lang med digitaliseringen. Og det er ikke fordi, Ipad'en ikke kan være svaret på noget i undervisningen, men den kan ikke være svar på det hele," siger Pernille Rosenkrantz-Theil. 

Undervisningsministeren henviser til undersøgelser, der viser, at de digitale læremidler gavner mest i undervisningen, når de kombineres med bøger og tekster på papir.

Hun mener, at udviklingen er gået for vidt, når nogle skoler har såkaldt portalundervisning med eksempelvis e-bøger og digitale læringsredskaber i 85 pct. af skoletiden.

"Vi kan nu lave målinger på børnenes læselyst. Og hvis det hele foregår på skærm, så falder deres lyst til at læse, og det dur ikke, fordi der er stadig alt for mange børn, der ender med at forlade folkeskolen uden at kunne læse og regne tilstrækkeligt," siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Derfor indkalder hun nu repræsentanter fra Kommunernes Landsforening, lærere og it-udbydere for i fællesskab at sikre en bedre balance mellem computere og bøger.

Hos Danmarks Lærerforening er formanden for undervisningsudvalget, Jeanette Sjøberg, positiv over for ministerens initiativ.

Formanden for Kommunernes Landsforenings børne- og undervisningsudvalg, Thomas Gyldal Petersen (S), er enig med ministeren i, at der en udfordring på det digitale marked.

Det skyldes ifølge ham, at få udbydere på markedet betyder, at der ikke er nok materiale at vælge mellem.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu