Forfatter og journalist Jane Aamund er død

Tirsdag aften gik Jane Aamund bort. Det oplyser hendes yngste søn til Berlingske. Hun blev 82 år.
Foto: Ritzau Scanpix/Christian Liliendahl
Foto: Ritzau Scanpix/Christian Liliendahl
RITZAU

Forfatter og journalist Jane Aamund er død. Hun blev 82 år. Det skriver Berlingske. 

Jane Aamund døde tirsdag aften klokken 22.40 på Ankerfjord Hospice i Hvide Sande.

Hun var omgivet af sin nærmeste familie, oplyser hendes yngste søn, Jens Rekling, til Berlingske.

"En stor livskunstner er død, og hun vil blive savnet inderligt af hele sin familie, mange venner og de mange mennesker, som har følt sig inspireret og beriget i deres eget liv af hendes bøger og artikler," siger Jens Reckling til avisen.

Aamund har været alvorligt syg siden jul. Hun sov stille ind på Ankerfjord Hospice, hvor hun har opholdt sig i tre uger.

Jan Aamund var forfatter til en lang række romaner som "Klinkevals" og "Colorado Drømme". Hun debuterede som forfatter i 1977. Det var med bogen "Bag damen stod en Christian".

Siden fulgte bestsellere som "Colorado drømme" (1997) og romanerne "Klinkevals" (1989), "Juliane Jensen" (1990) samt "Oven vande" (1992) - også kendt som Klinkevalstrilogien.

Udgav ny roman sidste år

Hendes seneste udgivelse blev erindringsbogen "Samtaler om natten" fra 2018, der blev udgivet på forlaget People's Press. 

Før jul afleverede Aamund manuskriptet til en ny bog - "Bjergsted drømme". Ifølge People's Press er det en selvstændig roman og efterfølger til "Colorado drømme". 

Forlagschef Birgitte Franch oplyser, at forlaget sammen med familien tager stilling til, hvordan og hvornår Jane Aamunds sidste bog skal udgives.

Ifølge Birgitte Franch har forlaget i alt solgt over én million eksemplarer af Jane Aamunds bøger.

Samlet har Aamund dog solgt langt flere bøger, idet en række af hendes hovedværker er udgivet af Høst & Søn.

Skrev for Berlingske

Aamund har været gift tre gange, og hun fik to sønner samt fire børnebørn.

Hun blev født i 1936 på Frederiksberg. Hun har to brødre, blandt dem er den kendte erhvervsmand Asger Aamund.

I mange år arbejde hun som journalist. Aamund prøvede også kræfter med sit eget pr-bureau og informationsarbejde i Landbrugsministeriet.

Hendes journalistiske karriere sluttede på Berlingske Tidende, hvor hun var fra 1980 til 1996.

Aamund fik sin første kræftdiagnose som 33-årig - livmoderhalskræft. Og i midten af 1990'erne slog en sjælden kræftform til i ganen. Kort tid blev hun ramt af brystkræft.

Opdateret med flere oplysninger kl. 13.26

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu