Virksomheder sender skolemateriale til folkeskolerne

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) kritiserer kommunerne for at købe bøger hos de store forlag.
En opgørelse fra Undervisningsministeriet viser, at i 68 ud af 98 kommuner er samtlige midler til området gået til to forlag. | Foto: Ritzau Scanpix/Jeppe Bjørn Vejlø
En opgørelse fra Undervisningsministeriet viser, at i 68 ud af 98 kommuner er samtlige midler til området gået til to forlag. | Foto: Ritzau Scanpix/Jeppe Bjørn Vejlø
AF RITZAU

Begrænset økonomi og satsning på det digitale har ført til, at folkeskolens budgetter til skolebøger og digitalt materiale går til få aktører.

Og det skaber monopollignende tilstande.

Det slår formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal fast over for Kristeligt Dagblad.

Ifølge Claus Hjortdal er det i høj grad en politisk beslutning på Christiansborg, der har skabt situationen, fordi staten i 2012-2017 afsatte 500 millioner kroner til at indføre mere it i skolen – og at satse på skolebøger med tilhørende digitale læringsplatforme frem for bare skolebøger. 

En opgørelse fra Undervisningsministeriet viser, at i 68 ud af 98 kommuner er samtlige midler til området gået til to forlag, Gyldendal, som både er en gigant på tryk og digitalt, og Clio Online, som kun satser digitalt. 

"Hvis man skal kunne opbygge og opretholde en digital læringsplatform, er det teknisk svært og kræver meget manpower over tid. Det favoriserer et materiale fra Gyldendal frem for et trykt hæfte i A4-format fra et lille skolebogsforlag. Da aftalen blev indgået, frygtede jeg derfor, at de små forlag ville forsvinde, og det er lige præcis, hvad der er sket," siger Claus Hjortdal til Kristeligt Dagblad.

Det betyder samtidig også, at resten af undervisningen understøttes af gratis læremidler.

Her kan udgivere have en kommerciel eller anden dagsorden. Udgivere kan ifølge Kristeligt Dagblad være Danske Bank, mejeriselskabet Arla eller dagligvarekæden Coop.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) siger, at hun ikke har noget imod gratis undervisningsmaterialer fra interesseorganisationer eller virksomheder.

De skal bare overholde markedsføringsloven. 

Samtidig kritiserer hun kommunernes ensidige satsning på at købe bøger hos de store forlag.

"Det kan være decideret skadeligt for folkeskolen, hvis der opstår monopollignende tilstande på markedet for læremidler. Vi har i Danmark en stærk tradition for at stole på skoleledere og læreres professionelle dømmekraft i deres valg af læremidler," siger Merete Riisager til Kristeligt Dagblad.

Gyldendal følger i hælene på flere forlag med barbering af titler

Forlag vil erobre digitale markedsandele i klasselokalerne 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu