BT og Metroxpress lægges sammen i nyt selskab

De to aviser bliver lagt sammen i et nyt selskab, som Berlingske Media ejer størstedelen af. Selskabet flytter ind hos Berlingske Media. To chefredaktører for BT stopper.
Foto: Simon Fals/Polfoto/Arkiv
Foto: Simon Fals/Polfoto/Arkiv

BT og Metroxpress lægges sammen i nyt selskab. Det er medarbejderne på Metroxpres og BT netop blevet informeret om, og bekræftes i en pressemeddelelse fra Berlingske Media og Metroxpress schweiziske ejer, Tamedia.

Aktiviteterne vil foregå i et nyt selskab, der får navnet BTMX og ejes 70 pct. af Berlingske Media og 30 pct. af Metroxpress. Selskabet placeres i Berlingske Media.

Metroxpress' adm. direktør, Thomas Raun, skal stå stå i spidsen for det nye selskab. Han indtræder også i Berlingske Medias ledelsesgruppe.

BTMX får Jens Grund som midlertid ansv. chefredaktør og sammen med Jonas Kuld Rathje, nu tidligere chefredaktør for Metroxpress, udgør han den redaktionelle ledelse, mens to chefredaktører for BT, Olav Skaaning Andersen og Karl Erik Stougaard, afskediges.

"Vi slår kræfterne sammen, fordi det simpelthen giver god mening - for læsere, for annoncører og som forretning. Sammen har de to titler en enorm rækkevidde med over 600.000 daglige avislæsere og digitalt er de i kontakt med over 2,5 millioner danskere hver måned. Den rækkevidde forventer vi at øge yderligere. Begge titler skaber indhold af høj kvalitet og vores tilgang til læsere og annoncører er unik i markedet," udtaler Mette Maix, adm. direktør for Berlingske Media, i meddelelsen.

Metroxpress' schweiziske ejere fremhæver i en pressemeddelese, at aftalen giver mulighed for at udvide den digitale satsning.

"Med dette skridt bringer vi to af de stærkeste mediebrands i Danmark tættere sammen. Sammen vil vi være i stand til at udgive de største aviser i Danmark og udvide vores digitale tilbud," udtaler Marcel Kohler, som er direktør for 20 Minuten, der er Tamedias gratisavis-afdeling, i en meddelelse.

Samles hos Berlingske Media

Aftalen betyder, at redaktionerne på BT og Metroxpress vil blive integreret i en fælles redaktion, som skal levere til begge medier på alle platforme.

BT og Metroxpress vil fortsætte med at udkomme, som man kender dem i dag, oplyser Berlingske Media. Helt så kategorisk er Tamedia ikke.

"Hvad angår den nærmeste fremtid vil de to brands fortsætte som hidtil, men med muligheden for at skabe meget bedre produkter fra en stærk, fælles redaktion," skriver Tamedia i en meddelelse.

Det nye selskab samles i Berlingske Medias lokaler i Pilestæde i København. Arbejdet med at samle de to redaktioner forventes at være helt på plads i løbet af i år, oplyser Berlingske Media.

"Indtil årsskiftet vil vores fokus være på at integrere de to selskaber, etablere en fælles redaktion og få IT-systemer og drift til at spille sammen. I starten af 2017 vil læserne begynde at bemærke de første forbedringer i vores medieprodukter, og henover foråret vil vi skabe de fornyelser af printmedier og digitale medier, som vil sikre os en plads som landets mest læste avishus," udtaler Jens Grund i meddelelsen.

Jens Grund udtaler, at det vil være nødvendigt at afskedige medarbejdere i forbindelse med aftalen.

Berlingske Media og Metroxpress har indkaldt til pressemøde kl. 12.30.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu