Coop siger helt farvel til trykte tilbudsaviser

Det bliver slut med at bladre i trykte tilbudsaviser fra Coops supermarkedskæder inden for de næste år.
Foto: Thomas Lekfeldt/Polfoto
Foto: Thomas Lekfeldt/Polfoto
RITZAU/MEDIAWATCH

Coop vil sige helt farvel til den trykte tilbudsavis inden for de næste år. Det sker som led i en ny strategi, oplyser Coop i en pressemeddelelse.

"Der er tale om at udvikle organisationen, så vi bedre kan leve op til forbrugernes krav i fremtiden," siger Peter Høgsted, administrerende direktør i Coop i en pressemeddelelse.

"Vi tror, at de vil have mindre papir, men mere smarte løsninger til kommunikation, betaling med videre via deres smartphones. Med den nye organisation gør vi Coop klar til fremtiden," siger han.

Coop oplyser til MediaWatch, at effekten af den trykte tilbudsavis er intakt, men fordi flere og flere siger nej tak til reklamer, ønsker man at gå en mere digital vej - også for at kunne servicere medlemmer og kunder mere individuelt. 

Coop vil arbejde hen mod mere målrettet, digital kommunikation mod den enkelte forbruger, men har endnu ikke sat en fast dato for, hvornår den sidste trykte tilbudsavis rammer postkasserne. Strategien har forbindelse til et nyt medlemsprogram, som Coop ruller ud senere på året, og som har digitalt fokus.

Coop har supermarkedskæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli' Brugsen, Fakta og Irma.

I forbindelse med strategien er der samtidig lagt op til, at Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’Brugsen skal arbejde tættere sammen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu