Berlingske-journalister genoptager arbejdet

Journalisterne på Berlingske genoptager arbejdet og mødes igen på fredag.

Opdateret 11.48 med udtalelse fra Berlingskes medarbejdere - Berlingskes journalister er tilbage på arbejde, efter de i går eftermiddag nedlagde arbejdet i protest mod ledelsens nedskæringsplaner. Det bekræfter tillidsmand Uffe Gardel i en sms til MediaWatch.

Samtidig er det planen, at medarbejderne mødes igen på fredag, når tillidsrepræsentanterne har taget hul på forhandlingerne med ledelsen på Berlingske.

I alt 64 stillinger skal skæres i koncernen. Af dem er 40 redaktionelle stillinger, og 20 af dem er på Berlingske. 10 stillinger forsvinder som en konsekvens af, at Berlingske Nyhedsbureau overdrages til Ritzau, og otte stillinger forsvinder på BT.

Nedskæringerne fik i går journalisterne på Berlingske til at nedlægge arbejdet. På et medarbejdermøde i dag kl. 9 blev det altså besluttet at genoptage arbejdet.

Svag tillid til ledelsen

Journalisterne på BT har ikke nedlagt arbejdet. Det samme gælder Weekendavisen, som ikke bliver berørt af omlægningerne i Berlingske Media.

I en udtalelse til ledelsen, som er blevet fremsendt til Journalisten, skriver medarbejderne, at fyringerne i deres optik er "ubegrundede". I udtalelsen skriver medarbejderne også, at tilliden til ledelsen er tyndslidt.

"Vi understreger, at vores tillid til ledelsen efter dette kan ligge på et meget lille sted, og at det er op til ledelsen at genskabe den. Vi genoptager arbejdet, men mødes igen til møde fredag kl. 10 for at blive orienteret af tillidsfolkene om resultatet af deres forhandlinger," skriver medarbejderne ifølge Journalisten i udtalelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu