Sigtet Se og Hør-journalist: Tys-tys kilde henvendte sig selv

Se og Hør-reporter Kasper Kopping, som er sigtet i sagen om ugebladet, afviser oplysninger om, at han skulle have banet vej for kreditkortkilden.

Den 45-årige sigtede it-operatør, der solgte kreditkortoplysninger om kendte til Se og Hør, bankede selv på døren til ugebladets redaktionslokaler i Aller Media.

Det skriver Se og Hør-journalisten Kasper Kopping, der er sigtet i sagen, til Ekstra Bladet. Han afviser dermed oplysninger, Ekstra Bladet tidligere i dag har bragt, om, at det var ham, der kunne have introduceret kilden. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har tidligere chefredaktør for ugebladet Henrik Qvortrup forklaret til politiet, at han "muligvis" blev introduceret til kilden af Kasper Kopping:

"Ifølge Ekstra Bladet har Qvortrup i sin afhøring nævnt, at 'Kopping kendte en, som kunne noget af interesse for Se og Hør og at vedkommende var ansat hos IBM'. Dette passer simpelthen ikke, og jeg finder mig ikke i, at ansvaret for kildens start placeres hos mig. Jeg kendte ham ikke og jeg præsenterede ham ikke. Faktum er, at kilden fra start selv ringede ind til den såkaldte tip-telefon. Her talte han med en redaktionssekretær, som jeg ikke ønsker at give navnet på her, og ytrede, at han vidste, hvor det nygifte prinsepar var på bryllupsrejse. Jeg blev på den måde sat i kontakt med kilden, fordi jeg på det tidspunkt havde ansvaret for (dækningen af, red.) prins Joachim og prinsesse Marie," skriver Kasper Kopping i en mail til Ekstra Bladet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu