Politiken-redaktør trækker sig fra dobbeltrolle

Litteraturredaktør på Politiken, Jes Stein Pedersen, træder ud af Statens Kunstfonds Litteraturudvalg efter kritik.

Medieblæsten om Politikens litteraturredaktør, Jes Stein Pedersen, der før jul fik plads i Statens Kunstfonds Litteraturudvalg, får nu hovedpersonen til at trække sig fra posten. Det skriver Poltiken.

"Arbejdet i udvalget er sindssygt vigtigt og for vigtigt til, at min person skal skygge for det," siger Jes Stein Pedersen til avisen.

Litteraturredaktøren blev i december som den første kritiker nogensinde udpeget som medlem af legatstøtteudvalget i den nye Kunstfonds Litteraturudvalg.Valget var kulturminister Marianne Jelveds (R), men det faldt langt fra i god jord blandt forfatterne.

"Jeg ser et potentielt problem i det omfang, at han (Jes Stein Pedersen) ikke bare anmelder, men også er med til at bestemme, hvad der i det hele taget skal anmeldes i avisen," sagde formand for Dansk Forfatterforening Jo Hermann til MediaWatch.

Siden er kritikken af Jes Stein Pedersens dobbeltrolle fortsat. Det fik i sidste uge kulturministeren til at blande sig i debatten og kalde kritikken "irrelevant". Alligevel har Jes Stein Pedersen altså valgt at trække sig i dag på grund af reaktionen. Han afviser dog fortsat påstanden om inhabilitet.

"Nej, det har overhovedet ikke noget med inhabilitet at gøre. Men man mener simpelthen, at mit arbejde er så synligt på Politiken, at det i sig selv betyder, at jeg har enormt meget magt," siger han til Politiken.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu