Fyens Stiftstidende modtager fornem pris for andet år i træk
![](https://dev.photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article6047183.ece/ALTERNATES/schema-16_9/Spadestiksprisen.png)
De kan tilsyneladende noget med dybdegående graverjournalistik på Fyn. For andet år i træk modtog Fyens Stiftstidende i går aftes den såkaldte Spadestiksprisen for en artikelserie om rumænsk arbejdskraft i Danmark.
Med prisen følger ikke kun æren, men også en ordentlig slat penge til artiklernes to gravere, Rune Blichfeldt og Kasper Løvkvist.
Spadestiksprisen er med sine 100.000 kroner Danmarks største pris for kritisk undersøgende journalistik. Cavlingpris-modtageren må ”nøjes” med 25.000 kroner.
Fyens Stiftstidende får halvdelen af præmiesummen på 100.000 til Fyens Stiftstidende, som er øremærket til at lave mere dybdeborende journalistik og måske tage den tredje pris på stribe næste år.
Resten af pengene går til de to journalister og en herboende rumænsk journalist, Dorian Roman, som hjalp til med serien.
Jury: Artikler har internationale perspektiver
Ifølge Fyens Stiftstidende begrundede Christian Jensen, chefredaktør på Dagbladet Information, juryens valg af de to Stiftstidende-journalister med, at journalisternes arbejde har internationale perspektiver, og at artiklerne har givet national inspiration.
”Ingen andre har været så tæt på, hvad det betyder at få rumænsk arbejdskraft til landet. Det har været journalistik i sin fineste form, der afspejler samfundets kompleksitet,” sagde Christian Jensen ved overrækkelsen.
Sidste år vandt Fyens Stiftstidendes journalist Rikke Hyldgaard og fotograf Peter Leth Larsen Spadestiksprisen med artikelserien " Jakobs krig".
Rune Blichfeldt er til daglig journalist på Odense-redaktionen på Fyens Stiftstidende, hvor han bl.a. dækker politik og især byudvikling. Kasper Løvkvist er journalist på samfundsredaktionen på Fyens Stiftstidende, hvor han også dækker politik.
Læs mere om artikelserien her.
Relaterede artikler
Graver-center hænger i usikker tråd
For abonnenter