JP vil hente 6-7 mio. på højtidsudgivelser

Morgenavisen Jyllands-Posten tjener lidt ekstra på at bryde traditionen og udkomme alle årets 365 dage, herunder  juledag, nytårsdag, langfredag og 2. påskedag.

Fra og med den 25. december udkommer Morgenavisen Jyllands-Posten alle årets 365 dage. Avisen udkommer således også  juledag, nytårsdag, langfredag, 2. påskedag og 2. pinsedag.

Det er et tilbud, som mange læsere har efterspurgt, mener Jyllands-Posten.

Avisen bryder således en tradition for avisfridage, der ikke giver så meget mening i nutidens  medieverden.

"Det er netop dage, hvor folk har lidt ekstra tid til at læse avisen, så det giver god mening at udkomme der. Det handler om 5-6 ekstra avisudgivelser om året,” siger bladdirektør Claus Hovge Andersen.

Selv få ekstra udgivelser giver også kommerciel mening.

"Vi har øget abonnementsprisen tilsvarende, og i runde tal bør det udløse 6-7 mio. ekstra pr. år i indtægter.”

Claus Andersen  fremhæver også, at der er gode muligheder for annoncesalg på de særlige dage omkring højtiderne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu