Medie: Mecom-aktionærer presser på for salg

Storaktionærer i Mecom opfordrer selskabet til at fusionere sine hollandske aktiviteter med aviskoncernen Telegraaf efter forårets markante nedjusteringer, skriver Sky News.

Storaktionærer i Berlingskes ejer, Mecom Group, kommer nu med kraftige opfordringer til selskabets ledelse om at fusionere med Hollands største avisgruppe, efter selskabet i april kom med markante nedjusteringer af årets resultat. Det skriver Sky News.

Ifølge Sky News vil store institutionelle investorer i dag mødes med Mecom's ledelse, og de forventes at opfordre til en sammensmeltning med Telegraaf Media Groep.

Mecoms fire største aktionærer, Aviva Investors, Aberforth Partners, JO Hambro og Legal & General Investment Management, ejer tilsammen mere end 50 pct. af selskabet. Kvartetten vil, ifølge Sky News, presse bestyrelsen til at overveje en mængde "radikale muligheder", der skal løfte Mecoms svindende aktiekurs. En af disse skulle ifølge Sky News' kilder være en mulig fusion med Telegraaf.

Mecom annoncerede sidste sommer, at man ville undersøge mulighederne for salg af samtlige selskabets aktiviteter i Holland, Danmark og Polen for at reducere selskabets tab og store gæld. Indtil videre synes salgsprocessen dog at være gået trægt: I Danmark har Berlingske Media ikke meldt om nyt i processen siden nytår. I Holland måtte Mecom opgive at sælge sine aktiviteter samlet og er i stedet begyndt at sælge titlerne enkeltvis. 
Aktionærer har udtrykt utilfredshed med, at gruppen ikke har kunnet fastholde aktiekursen.

Ifølge Sky News' kilder vil aktionærgruppen også diskutere hvilken rolle Stephen Davidson, Mecoms bestyrelsesformand, skal spille i fremtiden.

Mecom har ikke ønsket at kommentere på sagen, skriver Sky News.

 Mecom venter voldsomt resultat-fald

Mecom-CEO fik gyldent håndtryk trods fiasko

Mecom vil ud af "hollandsk Boliga" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu