Mecom giver underskud på 227 mio. kr.

Et meget svagt annoncemarked har været udfordrende for Berlingske Medias ejer i 2012.

Det europæiske mediemarked har vist tænder i 2012. Berlingske Medias ejer, britiske Mecom, kom gennem året med et underskud på 30,4 mio. euro (227 mio. kr.).

Fratrækker man skattefordele og indtægter fra frasalg og aktiviteter, som Mecom har valgt ikke at fortsætte, er underskuddet noget større, nemlig 85,5 mio. euro (637,2 mio.kr.).

Sidste år var også internt i organisationen noget omtumlet for koncernen, der måtte gennem flere nedjusteringer, afskedigede topchefen Tom Toumazis og i juli iværksatte et "strategic review", der skal undersøge mulighederne for at sælge samtlige koncernens medieaktiviteter i Danmark, Holland og Polen.

Annoncemarkedet slår hårdt

Mecoms samlede driftsresultat før særlige omkostninger, afskrivninger og finansielle udgifter (ebitda) er på 87,5 mio. euro (652 mio. kr.). Det svarer til forventningerne i den sidste nedjustering i juni, der lød på et ebitda-resultat mellem 85 og 95 mio. euro.

Men det er som sagt de nedjusterede forventninger, der tager hensyn til et meget svagt annoncemarked.

Generelt i Mecom har annoncemarkedet været akilleshælen. Omsætningen faldt samlet set 9 pct., men selve annoncesalget faldt 17 pct., mens oplagsomsætningen faldt mere blidt med 3 pct.

I Holland, Mecoms største division, der primært omfatter storkoncernen Wegener, faldt annonceomsætningen med 18 pct. Og det ser ikke lysere ud i 2013, hvor dette års to første måneder har vist et faldt på intet mindre end 28 pct.  

For Berlingske Media har annoncenedgangen i de første måneder været 12 pct i forhold til sidste år.

"Vores årsresultater var på niveau med de forventninger, vi satte i juni 2012," skriver den adm. bestyrelsesformand Stephen Davidsen i årsrapporten.

"I de første uger af 2013 har forretningen fortsat været vanskelig, særligt med dalende annonceomsætning i vores hollandske aktiviteter. Det understreger igen vigtigheden af koncernens moderniseringsprogram og spareplanerne, som begge skred fremad i 2012."

Ude af Polen

Sidste år solgte Mecom sin norske division, Edda Media, til norske A-pressen. Omkring samme tid lancerede Mecoms ledelse planerne om et "strategic review", der ultimativt skal undersøge mulighederne for frasalg af alle aktiviteter og altså i praksis en opløsning af Mecom som medievirksomhed. 

Siden har Mecom været undervejs med salgsprocesser i de tre tilbageværende lande. I Holland måtte Mecom opgive at sælge sin Wegener-koncern som en samlet forretning og arbejder nu for at sælge den i bidder. I dag har gruppen meldt ud, at den har solgt den hollandske bilportal, Autotrack.nl. Mecom har stadig en stor forretning i hollandske Wegener.

I Polen har Mecom trukket sig helt ud af mediemarkedet og afhændet resten af de polske medieaktiviteter, Media Regionalne og en andel i radioselskabet Radio Gra for i alt 4 mio. euro (knap 30 mio. kr).

Om Berlingske Media skriver Mecom i årsregnskabet kun, at der fortsat er forhandlinger med flere parter.

Underskuddet vokser i Berlingske 

Mecom forhandler stadig om Berlingske-salg 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu