Metroxpress: 30 mio. og en joker mindre

Den nye mediestøtte er hård, men betyder ikke liv eller død for gratisaviserne, siger adm. direktør Søren Riis. Han er glad for, at der nu er en ukendt faktor mindre for de nysolgte aviser.

Med aftalen om den nye mediestøtte er der én stor blind vinkel mindre i det puslespil, der i øjeblikket er ved at blive lagt på Metroxpress A/S. Ved årsskifttet blev selskabet bag titlerne 24timer, Metroxpress og Soundvenue overtaget af det schweiziske medieselskab TaMedia og siden har et større strategisk planlægningarbejde været i gang.

Metroxpress A/S står i den nye mediestøtteaftale til at miste godt 30 mio. kr. årligt. I det langstrakte tilløb til omlægningen af mediestøtten har pilen dog længe peget i den retning, og selvom adm. direktør Søren Riis ikke er tilfreds med aftalen, er han tilfreds med afklaringen.

Som ventet eller frygtet
"Jeg er glad for, at der er en aftale på plads. Mediestøtten har været en stor joker i de planer, vi sidder med. Nu er den på plads, og vi kan lægge os mere fast på, hvor vi skal hen distributions- og oplagsmæssigt," siger Søren Riis.

"Langt hen ad vejen er aftalen, som vi kunne vente eller frygte. Nu glæder vi os bare til at se detaljerne, for de kan virkelig betyde meget. Vi kender hovedpunkter, men der er en masse ting, man lige skal se, før man kan afgøre, om aftalen er skidt eller rigtig skidt," siger Søren Riis, der bl.a. henviser til, at det ikke fremgår, hvordan de redaktionelle udgifter, som produktionsstøtten skal uddeles efter, bliver defineret. 

Dyr omgang
Selvom Metroxpress A/S står til at blive den store mediestøttetaber i kroner og øre, betyder det ikke liv eller død for gratisaviserne. Forretningen er først og fremmest funderet på distribution i den kollektive trafik, og det har været en dyr omgang for Metroxpress at omstille til distribution i abonnement og samtidig leve op til at have 50 pct. redaktionelt indhold i hver eneste avis for at opnå distributionsstøtte, som aviserne har fået siden 2009.

Af samme grund har Søren Riis tidligere foreslået en ændring af distributionsstøtten, der ville betyde et støttetab på 20 mio. kr. for Metroxpress A/S. Og af samme grund er den naturlige konsekvens af de nye regler for statsstøtten, at distributionen af Metroxpress og 24timer ændres.

Distribution ændres
"Hvis vi kører videre som i dag og sender avisen ud i alle afkroge af Danmark, så vil vi tabe 31 mio. kr. Vi er i gang med at kigge på hele vores distributionsstrategi, og det er en større plan, vi er i gang med, fordi der er nye ejere ind over. Men det er ingen hemmelighed, at vi vil trække en masse aviser væk fra udkantsområderne og generelt blive mere koncentrerede omkring de fem største byer, " siger Søren Riis, der uddyber, at Metroxpress og 24timer hver distribueres i abonnement i omkring 40.000 eksemplarer, der nu skal distribueres mere i trafikken. 

"Det vil vi spare nogle penge ved, men omvendt skal vi også bruge penge på at distribuere dem et andet sted, fordi vi ikke ønsker at gå ned i oplag," siger Søren Riis.

Han mener, at det er for tidligt at sige, hvorvidt ændringerne i mediestøtten vil påvirke budget og forretning så meget, at man er nødt til at spare - eller om omlægningen af distributionen kan kompensere for tabet af støtte.

"Nu ved vi, hvor det går hen, men i og med, at der også er nye ejere, kommer der til at ske mange andre ting, så det er et større puslespil. Det vigtigste er, at vi ved, hvor vi står, men det er ikke en aftale, vi klapper i hænderne ad. Vi synes, den nuværende støtte er urimelig, og vi har intet imod netmedierne også får, men det er synd for demokratiet, at der er læsere i udkantsområderne, som måske ikke har råd til at holde avis, der nu får et tilbud mindre," siger Søren Riis, der dog ikke har planer om at gå til EU og få reglerne prøvet:

Læsertallet i vejret
I kølvandet på ejerskiftet er et af de store spørgsmål, om de nye ejere vil bevare begge titler, 24timer og Metroxpress, eller lægge aviserne sammen og med et snuptag sende læsertallet i vejret, som de schweiziske ejere har klare ambitioner om.

Men selvom den nye mediestøtte gives per titel, ser Søren Riis ikke nogen grund til, at det vil påvirke strategien i forhold til fremtidens titler.

"Nej, det kommer ikke på den måde til at styre, hvad vi vil og ikke vil, og hvilken vej vi skal gå."

Så det er ikke et incitament til at bevare f.eks. 24timer?

"Nej, det kan jeg ikke se."

- LR

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu