Avis: Usikkerhed om hollandsk Mecom-salg

Eneste bud på Berlingske-ejerens hollandske arm kom fra belgiske Persgroep - og det var alt for lavt, skriver hollandsk finansavis.

Berlingske Medias ejer, britiske Mecom Group, har mere end svært ved at finde den rigtige køber koncernens hollandske arm, Wegener. Det skriver den hollandske finansavis Het Financieele Dagblad (FD)

Avisen skrev i december, at den ene storfavorit MTG sprang fra og efterlod den belgiske Pergroep-koncern som den vigtigste kandidat.

Ifølge insidere tæt på forhandlingerne er Pergroep den eneste, der er kommet med et formelt bud på Wegener, og det bud har Mecom slet ikke været så tilfreds med, skriver FD. 

Mecom har forventet en pris på omkring 325 mio. euro (2,42 mia.kr.), men Persgroeps bud var langt under, skriver avisen. 

FD har tidligere fortalt, at Persgroep havde anslået Wegeners værdi til 240 mio. euro, svarende til 1,8 mia. kr. 

Hverken Mecoms eller Persgroeps ledelse har ønsket at kommentere sagen. I morgen offentliggør Mecom sin såkaldte trading update for 2012 - en foreløbig rapport over forventningerne til årsregnskabet, der udkommer midt i marts. I den forbindelse vil investorerne sandsynligvis have spørgsmål til salsgprocessen og forløbet af den frasalgs-strategi, som Mecom lancerede i sommer. 

Ifølge den hollandske avis er det sandsynligt, at der vil blive tale om en "non-event", altså at der ikke sker noget: Mecom sætter Wegener-salget på pause for en stund for at se på alternativer og evt. vende tilbage til Persgroeps bud. 

I mellemtiden kan Mecom afsøge muligheden for at sælge nogle af de hollandske underselskaber, der har været større interesse for. 

Persgroep ejer tre store hollandske dagblade, men det er uvist, hvorvidt selskabet er interesseret i hele Wegener-koncernen, som blandt andet tæller syv regionalaviser samt en portefølje af ugentlige gratisaviser. Desuden kan der være problemer i forhold til konkurrenceregler, da Persgroep i forvejen er en stor spiller på det hollandske mediemarked.


- JHT




 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu