Ny journalistisk redaktionschef til Søndagsavisen

Søndagsavisen har nu fået den nye ledelse på plads efter tandpastasagen, der førte til chefredaktør Søren Krogsgaards exit.

Søndagsavisen har ansat Rasmus Hadberg som journalistisk redaktionschef fra 1. januar.

Dermed har avisen fået ledelsen på plads igen, efter at den forhenværende chefredaktør Søren Krogsgaard i oktober forlod avisen efter en redaktionel fejl i en forsidehistorie om tandpasta. 

I kølvandet på tandpastasagen har avisen valgt at ændre ledelsesstruktur. I stedet for at ansætte en ny chefredaktør til at udfylde Krogsgaards sko, overtog ansv. chefredaktør og adm. direktør Arne Ullum rollen som fast chefredaktør. Desuden blev der oprettet en ny stilling som "skrivende redaktionschef", der skal varetage den daglige journalistiske ledelse, mens Johnni Michelsen fortsætter som redigerende redaktionschef. 

Rasmus Hadberg, der nu bliver skrivende redaktionschef, har bl.a. været chefredaktør på Bonnier Magasiner og jourhavende på JydskeVestkysten. Tidligere har han også været journalist på BT under netop Arne Ullums ledelse. 

”Det er en enestående mulighed at få lov til at fortsætte den udvikling, som Søndagsavisen har været igennem, og bringe avisen til next level. Søndagsavisen er jo Danmarks mest læste avis og har i løbet af få år udviklet sig fra en klassisk gratisavis til et seriøst, dagsordensættende nyhedsmedie og har ambitioner om at være den vigtigste søndagsavis i 2015. Den selvtillid er unik for avisbranchen, og det vil jeg gerne være en del af. Søndagsavisen skal være dagsordensættende, og med 1,3 millioner læsere er det her, statsministeren eller oppositionslederen skal stå i kø for at aflevere deres budskaber,” siger Rasmus Hadberg i en pressemeddelelse. 

- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu