Folketinget vedtager reklameafgift

Regeringspartierne og Enhedslisten stemte for en afgift på husstandsomdelte reklamer. Den rammer ikke ugeaviser, men derimod månedstitler.

Med stemmer fra regeringspartierne og Enhedslisten vedtog Folketinget fredag at indføre en ny afgift på husstandsomdelte reklamer. Afgiften, der udmåles per kilo tryksager, skal dog godkendes i EU, før den træder i kraft.

Reklameafgiften har vakt en del debat - både i mediebranchen og i Folketinget. Forud for vedtagelsen fredag, kritiserede ordførerne for Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, at ugeaviser er undtaget fra afgiften, mens månedsaviser med et tilsvarende indhold skal betale afgift. Det skriver Danske Medier. 

Sondringen betyder, at eksempelvis det annoncebårne gratismagasin Idényt skal betale afgift. 

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) begrundede denne skelnen med, at EU har godkendt en distributionsordning for dagbladslignende publikationer, skriver Danske Medier. Helt konkret omfatter EU's ordning blade, der omdeles mindst to gange om måneden i mindst ti måneder om året, eller mindst en gang om uge i mindst 36 uger. Det er denne definition, Folketinget har anvendt for at bestemme, hvilke ugeaviser, der kan slippe for reklameafgiften. 

Afgiften bliver 4,00 kr. pr. kg. – dog slipper reklamer, der er miljømærket med ”Blomsten”, med 2,00 kr. pr. kg.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu