Metro-tillidsmand: Jeg sov godt i nat

Salget til den schweiziske mediekoncern betyder udvikling - ikke afvikling, forventer tillidsmand på Metroxpress, Rasmus Skat Andersen.

I går eftermiddag klokken 16 blev medarbejderne på gratisaviserne Metroxpress og 24timer kaldt til fællesmøde. I en tid hvor den slags medarbejdermøder ofte lugter af sparerunder og fyringer i avisbranchen, blev dagens besked opfattet som en positiv overraskelse af mange Metro-ansatte: Metroxpress er blevet solgt til en muskuløs schweizisk mediekoncern, der er interesseret i at drive gratisaviser i Danmark.

Tillidsmand på Metroxpress, journalist Rasmus Skat Andersen, ser lyst på salget. 

"Jeg sov godt i nat. Jeg er ikke specielt nervøs," siger han.

Beskeden til de ansatte var nemlig, at Tamedia, der driver Schweiz' største gratisavis '20 Minuten' og en lang række andre medier, har købt Metroxpress for at udvikle de danske gratisaviser. 

"De har købt de danske aviser for at udvikle dem - ikke for at afvikle dem," siger Rasmus Skat Andersen. 

To aviser eller en?
Et af de centrale spørgsmål er, om de schweiziske ejere vil beholde både 24timer og Metroxpress som selvstændige titler. Tamedia vil gerne have fat i flere - og yngre - læsere, men betyder det, at aviserne smeltes sammen til een? 

Medarbejderne spurgte ind til det på mødet, men ifølge Rasmus Skat Andersen, kunne Metro-ledelsen ikke give nogle klare svar. 

"De kan jo ikke give nogle garantier. Men de er her, fordi de gerne vil blive dominerende på markedet. Om det betyder een eller to aviser, ved jeg ikke. Men jeg frygter ikke, at vi skal være færre medarbejdere," siger Rasmus Skat Andersen.

Han understreger, at der endnu ikke har været så mange informationer på bordet om, hvad der præcist skal ske med aviserne. De nye ejere tager over per første januar, og derefter vil der komme mere klarhed over, hvad planerne er.  

- JHT

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu