Nordens største avis får flere læsere efter betalingsmur

Finske Helsingin Sanomat indførte en "blød betalingsmur" i forrige uge. Og siden har sitet sat en ny læserrekord.

Helsingin Sanomat, der er nordens største printavis, oplevede ny brugerrekord på sit site Hs.fi, efter den sidste uge indførte en "blød" betalingsmur. 

Forklaringen kan være, at læserne lige skal undersøge, hvad der sker deromme bag betalingsmuren. 

"Det handler sikkert meget om nysgerrighed," siger avisens digitale chef Petteri Putkiranta til svenske Mediavärlden. 

Helsingin Sanomat har valgt New York Times modellen og giver læserne mulighed for fem gratis læsninger om ugen, inden de støder på betalingsmuren. 

I sidste uge lå besøgstallet på 1,54 mio. unikke brugere - det er 9 pct. mere end ugen før - og derudover rekord for sitet, siden de finske analysemetoder for nettrafik blev ændret i juni.

Ifølge den digitale chef er forklaringen på væksten, at læserne er nysgerrige efter at se, hvilke ændringer, der er sket på sitet - og hvordan betalingsmuren fungerer.

Ifølge Helsingin Sanomat er antallet af abonnenter også steget. Et digitalt abonnement koster 9,9 euro om måneden - eller 3 euro for dem, der allerede abonnerer på printavisen.  
 
Berlingske Medias lokalaviser Midtjyske Medier, der indførte en fuldstændig betalingsmur for nogle uger siden, meldte også om et stigende besøgstal i dagene efter. 

"Vi kan ikke helt forklare hvorfor, men lige nu har vi flere brugere på vores sites, end vi plejer på dette tidspunkt," sagde chefredaktør i Midtjyske Medier, Dorthe Carlsen, til MediaWatch. 

- JHT






 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu