Global: Obama-tweet blev historisk

Det amerikanske valg slog flere twitter-rekorder, Schibsted viser svag fremgang i Q3, og News Corp. tynges af udgifter til aflytningsskandale…
Thomas Bo Christensen

Obamas mest tweetede besked
Barack Obama skrev ikke alene historie i nat, da han som den første sorte præsident vandt endnu en periode i Det Hvide Hus – også på twitter skabte sejren historie. For det første brugte den genvalgte præsident twitter til at fortælle, at han havde vundet, og samtidig blev en af hans beskeder lige efter sejren også den mest gensendte besked på twitter, som Obama nogensinde har sendt, skriver Mashable. Endelig blev selve valgaftenen også dén politiske begivenhed med flest tweets nogensinde – mere end 20 millioner ”valg-tweets” blev der således sendt i løbet af tirsdag aften, skriver Mashable videre.

 

Schibsted øger overskuddet i Q3
Schibsted aflagde i morges kvartalsregnskab, og her kan koncernchef Rolv Erik Ryssdal fremvise en stigning i både driftsindtægter og i det samlede overskud. Ifølge Kampanje ligger driftsindtægterne på 3,5 milliarder norske kroner, mens overskuddet landede på 346 millioner norske kroner. Dog er der ikke kun glædelige nyheder i regnskabet, som også viser, at annonceindtægterne faldt med 12 procent – eller omkring 100 millioner kroner – i samme kvartal. Netop et svigtende annoncesalg og et vigende oplag er årsagen til, at Schibsted tidligere har varslet en spareplan på ikke mindre 500 millioner norske kroner, hvoraf de 400 millioner skal findes på abonnementsaviserne Aftenposten, Bergens Tidende, Stavanger Aftenblad og Fædrelandsvennen.
 

 

Skandale presser News Corp.-regnskab
Den britiske telefonhackingskandale koster Rupert Murdochs News Corp. udgiver-del en formue, viser selskabets seneste kvartalsregnskab. For selv om regnskabet overordnet set overgik analytikernes forventninger og bl.a. bød på en stigning i omsætningen på to procent, så skriver selskabet i regnskabet, at udgifter i forbindelse med aflytningssagen og lukningen af News of the World beløber sig på 67 millioner dollar, skriver The Guardian. News Corp. oplyste i august i år, at selskabet alene i 2011 havde spenderet ikke mindre end 224 millioner dollar på undersøgelser i forbindelse med skandalen, skriver The Wall Street Journal.

- TBC

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu