Midtjyske Medier indfører betalingsmur i morgen

Midtjyske Medier lukker for al gratis læsning på de de syv dagblades sites. Fremover vil det koste 99 kr. om måneden at læse de lokale nyheder.

Fra i morgen er det slut med gratis nyheder på Stiften.dk, Amtsavisen.dk og en række andre lokalavisers sites.

Midtjyske Medier indfører betalingsmur på alle de syv regionale dagblades sites. Og som de første i landet indfører mediehuset en fuldstændig betalingsmodel, den såkaldte Times-model, der ikke giver noget til gratister.

Læserne skal betale 99 kr. om måneden for adgang til netnyheder fra Århus Stiftstidende, Randers Amts Avis, Dagbladet Holstebro, Viborg Stifts Folkeblad, Dagbladet Struer, Dagbladet Ringkøbing-Skern og Folkebladet Lemvig. 

Chefredaktør i Midtjyske Medier, Dorthe Carlsen, er spændt på, hvor mange læsere, der vil betale for at få adgang til de lokale nichenyheder.

"Det er svært at sige, hvordan konverteringsraten vil se ud, for der er
ikke nogen, der har gjort det så konsekvent før. Vi kommer til at
lukke ned fuldstændigt. Der vil stadig være gratis indhold på
ugeavisernes sites, dinby.dk - men på dagbladene vil vi lukke helt ned for gratis læsning," siger hun til MediaWatch. 

99 kr. om måneden
Læserne kan vælge mellem tre forskellige abonnementstyper: Et rent web-abonnement, et kombi-abonnement, hvor læseren får netadgang plus weekendaviser og så den store pakke, hvor man får printavisen og netadgang. Eksisterende printabonnenter får automatisk netadgang.

Prisen for den rene netadgang bliver 99 kr. om måneden. Altså lige over 3 kr. om dagen. Køber man et helt årsabonnement, bliver prisen lidt lavere.

Den første måned er der mulighed for et introabonnement på 49 kr. for en måned.

Stabilt printoplag og 5 pct. konvertering
Til trods for at ingen andre danske dagblade har prøvet kræfter med den fuldstændige betalingsmodel, har Midtjyske Medier nogle forventninger til læsernes betalingsvilje, siger chefredaktøren.

"Vi har to forventninger: Dels viser erfaringer fra Norge, at printoplaget stabiliseres, når man laver en fuldstændig betalingsmodel, som denne. Dels forventer vi at få fat på nogle nye målgrupper, som vi ellers ikke har haft kontakt med i printavisen," siger hun.

For de titler, der ikke har så skarp lokal nyhedskonkurrence, håber chefredaktøren, at 5 pct. af netlæserne vil købe netabonnement. Det gælder blandt andet områder som Holstebro, Ringkøbing og Viborg. 
Det aarhusianske marked er hårdere, og forventningerne til Stiften.dk er derfor mere beskedne. 

Mere indhold online
Som et led af omlægningen til betalingsmodel, vil mere stof blive lagt online.

"Noget af det, der tidligere er blevet holdt på print, vil vi nu lægge online. For når alle betaler for indholdet, er der ingen grund til at holde noget tilbage. Det kan betyde, at f.eks. debat- og navnestof, som vi før har holdt i avisen, bliver lagt ud. Men det er op til de lokale chefredaktører at beslutte," siger Dorthe Carlsen, der glæder sig til at se, hvordan læserne tager imod produktet. 

"Vi er selvfølgelig spændte. Men vi tror på, at det indhold, vi producerer er af en høj kvalitet og er relevant i de lokalområder, hvor vi udkommer," siger hun. 
 
- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu