Skattesag: Usikkerhed om Ekstra Bladets spindoktor-bevis

Ifølge Politiken har Ekstra Bladet ikke længere en vigtig båndoptagelse med den tidligere spindoktor Peter Arnfeldt i den omstridte skattesag.
Thomas Bo Christensen

Politiken skriver i dag, at opklaringen af, hvem der ulovligt lækkede Thorning-familiens skattepapirer umiddelbart inden sidste valg, bliver op ad bakke, fordi Ekstra Bladet ikke længere har et afgørende bevis i sagen.

Ifølge Politikens oplysninger har Ekstra Bladet oplyst undersøgelseskommissionen, at avisen har slettet nogle bånd med Troels Lund Poulsens tidligere spindoktor Peter Arnfeldt, som kan bevise, at han forsøgte at lække den nuværende statsministers skattepapirer til avisen. I stedet har Ekstra Bladet kun notater som bevis, og dermed kan det ifølge pressejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole blive påstand mod påstand.

”Det havde været overbevisende, hvis Ekstra Bladet havde kunnet fremlægge lydfiler i undersøgelseskommisionnen. Det siger sig selv, selv om bånd også kan manipuleres. Nu afhænger det af forklaringerne, og hvilken troværdighed kommissionen tillægger de enkelte vidner,” lyder det fra Oluf Jørgensen til Politiken.

Hvorvidt det er sandt, at lydoptagelserne er væk, bliver dog først endeligt bekræftet i dag, hvor undersøgelseskommissionen begynder, og hvor det netop er Ekstra Bladets to aktører i sagen – journalist Jan Kjærgaard og chefredaktør Poul Madsen – der skal vidne som de første.

Poul Madsen vil ikke over for Politiken ikke kommentere, om det er sandt, at avisen ikke længere har båndet med den tidligere spindoktor.

- TBC
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu