Politiken: Mediestøtten skal gives til fri journalistik
Det giver ikke længere mening, at mediestøtten reserveres trykte aviser, skriver Politiken i onsdagens leder.
Lederen læner sig op af en kronik fra grundlæggerne af netmediet Zetland, der i mandagens avis slog til lyd for, at digitale medier på lige fod med trykte skal have del i mediestøtten.
"Udgangspunktet må være, at støtten målrettes den undersøgende og uafhængige journalistik, uanset på hvilken platform den formidles," skriger Politiken og tilføjer, at det fordelingsprincip i øvrigt vil komme Politiken.dk til gode.
Dog må støtten ikke blive en generel erhvervsstøtte, der skal hjælpe medieiværksættere på benene - eller en målrettet indsats for at sikre, at forskellige (parti-)politiske anskuelser kommer til orde, mener Politiken.
"Støtten til pressen må fordeles efter objektive kriterier til redaktioner, der beskæftiger professionelle journalister og redaktioner," skriver avisen.
- JHT