Analytiker: Pas på bukserne ikke flækker, Berlingske
"Berlingske Medias ressourcer er spredt ud på mange forskellige aktiviteter i forhold til husets samlede størrelse. Benene spreder sig mere og mere fra hinanden, og så risikerer man, at bukserne flækker lidt," siger Henrik Schultz, aktieanalytiker fra Sparebank2 Markets i Oslo.
Berlingske Media har i løbet af det seneste år åbnet den licensbetalte radiokanal 24Syv, oprettet et nyhedsbureau, lanceret det nye magasin UrbanKBH (der afløste den nyligt lykkede gratisavis Urban) og udvidet samarbejdet med TV 2 Finans.
Risikabel strategi
Og det kan være en risikabel strategi, når der ikke overordnet er vækst i toplinjen, siger Henrik Schultz.
Grundlæggende er problemet, siger Henrik Schultz, at Berlingske Media A/S - trods forbedret bundlinje, der steg fra 18,7 til 47 mio. kr. sidste år - ikke genererer nogen overordnet vækst. Nettoomsætningen i Berlingske Media faldt sidste år fra 1,626 mia. kr til 1,597 mia. kr. "Det er en vækst, man har sparet sig til. Og besparelser har typisk kun en effekt i et eller to år, så bliver de indhentet af stigningen i omkostninger. Og så må man i gang med en ny sparerunde. Det er en udfordring - ikke kun for Berlingske Media men store dele af branchen. Der er ingen ordentlig overliggende vækst," siger han. - JHT