“Sydeuropa er underbelyst rent kulturelt”

Spanien og nabolandene optrådte mest i rejsetillæggene før den økonomiske krise, men nu skal der sættes kulturelt spotlys på dem, siger Anita Bay Bundegaard.
MediaWatch

Resten af året og formentlig længere skal Politikens tidligere musikredaktør Erik Jensen prøve kræfter med jobbet som kulturkorrespondent i Barcelona for samme avis.

Det skal give kulturstoffet i Politiken en mere international profil og gøre de sydeuropæiske lande mere forståelige for læserne, forklarer Anita Bay Bundegaard, der som kulturredaktør står bag ideen.

“Formålet er at få rådet bod på, at Sydeuropa er så underbelyst rent kulturelt. Derfor vil vi gerne i en periode se, hvad det kan give os at dække Spanien med udgangspunkt i Barcelona med mulighed for at dække Portugal og Italien,” siger Anita Bay Bundegaard.

Men har I ikke i forvejen en korrespondent på de kanter - og kan I ikke bare sende nogle dertil, hvis det bliver nødvendigt?

“Jo, vi har korrespondent i Paris, som dækker det sydeuropæiske område, men korrespondenterne har især fokus på det politiske og økonomiske. Derfor har jeg ønsket, at vi skulle lave en selvstændig satsning på kultur i de lande, for vi kender dem meget lidt, og måske kan vi lære dem bedre at kende ved at vide noget mere om deres kultur. Selvfølgelig kan man sende folk afsted, når der sker noget ekseptionelt, men det er noget andet at være der til daglig og fornemme, hvad der foregår. Det kommer Erik Jensen forhåbentlig til som vores øjne og ører på stedet.”

Samme øvelse i NY
Samme øvelse afprøver Politiken i New York med kritikredaktør Peter Christensen, der har orlov fra sin stilling frem til årsskiftet.

“Vi vil genre opgradere udlandssatsningen, og derfor har vi gjort det samme i New York, for selv om vi har en korrespondent i Washington, så er det valgår i USA i år, derfor er nok at se til med det politiske stof.”

Hvad kommer til at afgøre, om I fortsætter satsningerne eller ej?

“Det bliver et spørgsmål om, hvordan vi får det integreret i kulturstoffet i øvrigt. Det er ikke nyt for os at være i New York, og der vil være masser at skrive om, men Spanien er et eksperiment. Der vil vi se på, hvad får vi ud af det, hvilke historier, og hvordan de er fordelt på kunstarterne, for man skal kunne dække bredt og gå fra at interviewe intellektuelle om, hvad krisen betyder for landets kultur til at dække en filmfestival i Barcelona. Jeg tror, det bliver rigtig godt, men det er klart, at når man gør noget nyt, tager man det op til revision efter et års tid også så han (Erik Jensen, red.) kan vurdere, om han trives og vil fortsætte.”

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu