Regnskab: Børsen-bundlinje i solid vækst

Børsen kom et godt skridt nærmede målet om en tocifret overskudsgrad (ebit-niveau) i 2011, hvor den landede på 9,4 pct. mod 6,0 i 2010 og 2,0 året før.

Børsen kom et godt skridt nærmede målet om en tocifret overskudsgrad (ebit-niveau) i 2011, hvor den landede på 9,4 pct. mod 6,0 i 2010 og 2,0 året før.

Selvom omsætningen faldt en smule for dagbladet 2011 - fra 429,9 mio. kr. i 2010 til 423,5 mio. kr. i 2011 - landede overskuddet før skat på 41 mio. kr. (ebit), en fremgang på 70 pct. fra 2010, hvor den ellers også stod på fremgang med et resultat før skat på 24,5 mio. kr. i kontrast til de 10,4 mio. kr., Børsen kom ud med i nedtursåret i 2009.

"Det er lykkedes ved at reducere omkostningerne og en ændret bladsalgsstrategi, der har givet flere lønsomme abonnenter," siger adm. direktør og ansv. chefredaktør Anders Krab-Johansen med henvisning til, at Børsen sidste år sadlede om, og nu som andre dagblade satser på fuldt betalende abonnenter, selvom det koster oplag.

Tocifret millionbesparelse
For Børsen betyder oprydningen blandt abonnenterne, at årsoplaget er gået fra 74.000 i 2010 til lige knap 70.000 i 2011 - og en forventning om et yderligere fald til 65.000 i 2012. Det betyder dog samtidig reducerede omkostninger til tryk, bladsalg og distribution og sammen med reduceringen af medarbejderstaben (ifølge nøgletallene er antallet af ansatte gået fra 241 til 237) har det givet besparelser på et tocifret millionbeløb - ifølge dagens udgave af Børsen 20-25 mio. kr.

Ud over lavere udgifter og en bedre abonnementsforretning har annoncesalget også hjulpet årets resultat godt på vej - selvom annoncemarkedet gyngede gevaldigt.

"2011 var et mærkeligt år annoncemæssigt forstået på den måde, at vi fra januar til sommeren lå over budget, men fra folketingsvalget i september og til nytår lå under budget. Samlet set endte vi lidt over budget, og det er selvfølgelig tilfredsstillende," siger Anders Krab-Johansen, der afviser, at det usikre annoncemarked kan få Børsen til at rokke ved avisens traditionelt høje prissætning af annoncemillimeter.

"Der er mange, der ligger og dumper priserne derude, men vi bevarer vores prisniveau."

Digitale investeringer
Årets resultat skal også ses i lyset af, at 2011 finansierede massive  investeringer i at få Børsen ud på de digitale platforme. Avisen måtte rulle to løsninger ud til tablets og smartphones - da den første Apple-baserede løsning hurtigt fik karakteren "dyr og dårlig" og blev dumpet til fordel for et nyt HRML5-baseret læsertilbud, der skal realisere ambitionen om at gøre Børsen til full service nyhedsformidler på mobil, tablet, web og print.

"Læsernes brug af Børsen på tablets og smartphones er i stor vækst, så de tiltag, vi har investeret i her, vil jeg kalde en ubetinget succes," siger Anders Krab-Johansen, der til gengæld må kigge længere efter den kommercielle succes digitalt.

"Annoncemarkedet på de digitale platforme har ligget fladt, men med en lille pil opad. Jeg håber, at platformene modner mere annoncemæssigt i 2012, og vi regner med et forsigtigt bedre salg i år. Men vi gik ikke ud af 2011 med et særlig positivt annoncemarked, vi har et godt produkt, men annoncørerne er stadig tilbageholdende," siger Anders Krab-Johansen.

Hvad er du mest og mindst tilfreds med i årets regnskab?

"Jeg er mest tilfreds med bundlinjen. Vi er over budget og er kommet meget tæt på vores mål om en tocifrede ebit-marginal. Mindst tilfreds er jeg med annoncesalget digitalt, men vi forventer mere interesse for vores produkt nu, fordi vi har et site med login og derfor ved rigtig meget om, hvem vores målgruppe er," siger Anders Krab-Johansen.

Hvad er jeres mål for 2012?

"Økonomisk er det en videreførsel af processen, vi har sat i gang i 2011. Et højere overskud baseret på mere lønsomme abonnenter og på omkostningsbesparelser, der slår igennem i år. Den store ubekendte er annoncemarket. Vi skal nogle måneder længere frem for at kunne vurdere udsigterne her. Redaktionelt skal vi blive endnu tungere på vores kernekompetence og forbedre vores produkter. Vi tager en tur til på vores print og online produkter for at gør dem endnu bedre i 2012," siger Anders Krab-Johansen.

Du har siddet i stolen et år nu - hvad har overrasket dig mest?

"Hvor meget annoncemarkedet går op og ned, og hvor afgørende det er. Vores omsætning er 50/50 på abonnement og annoncer, men i de rigtig gode år trak annoncerne mere."

Hører det med til begrundelsen for at satse mere på abonnement?

"Skiftet i salgsstrategi handler om at tilpasse sig skiftet i mediemarkedet, hvor læserne vil kunne læse nyheder når som helst og hvor som helst. Det skal vi tilpasse os, og det kræver en rational avisdrift. Avisen er stadig kerneprodukt, men det er nødvendigt at bygge digitale tiltag rundt om. Den strukturelle tilpasning er så faldet sammen med en økonomisk krise, som gør, at man må tage nogle hårde beslutninger," siger Anders Krab-Johansen.

Hvad har været den hårdeste beslutning i dit første år?

"Uden tvivl reduktionen i medarbejderstaben. Det er ikke sjovt."

Du satte mange nye ting i gang i 2011 - fortsætter det i 2012?

"På de indre linjer ja, men udefra vil det måske være sværere at se. Vi kommer til at lave forbedringer af vores produkter, men der kommer også "rigtige" nyheder både digitalt og på print."

Rygtebørs og jungletrommer vil vide, at et af de første nye tiltag, Børsen lancerer i foråret, er en pendant til JP/Politikens Hus Finanswatch - et online tjeneste, der leverer nyheder til og om finansbranchen. Kommentarer til det har Anders Krab-Johansen dog ikke på nuværende tidspunkt.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår