Læsertab til gratisaviser

Seneste læsertalsmåling fra november til januar viser fald for Metroxpress og 24timer, som fremover håber på læsergevinst efter Urbans død sidste måned.
MediaWatch

I resten af 2012 kan læsertallene meget vel gå opad for Metroxpress og 24timer, der er blevet konkurrenten Urban kvit og øger oplag og distribution. Men i det seneste gennemsnit over november til januar 2011/12 versus 2010/11, går begge titler en kende tilbage.

Metroxpress tabte cirka 24.000 læsere, svarende til 5,5 pct. i perioden, mens 24timer, der også udgives af Metroxpress A/S, sagde farvel til 4.000 læsere, eller 1,2 pct.

Metroxpress holder fortsat skansen som landets mest læste dagblad med 422.000 læsere, mens 24timer er på en fjerdeplads med 329.000 læsere.

Trumfer Politiken igen JP i 2012?
Midt imellem de to gratisaviser, har Politiken og Jyllands-Posten klemt sig ind med henholdsvis 395.000 (+6,1 pct.) og 355.000 (-9,2 pct.) læsere. Er perioden november til januar 2011/12 i forhold til samme tid året før en rettesnor for resten af året, ser det ud til, at Politiken befæster sin position som det mest læste betalte dagblad. Det lykkedes for første gang at skubbe koncernstorebroren, Jyllands-Posten af tronen med den titel i 2011, hvor Politiken i gennemsnit var mest læst.

Ser man alene på januar måned, har Politiken med 423.000 læsere ikke mindre end 90.000 flere læsere end Jyllands-Posten med 333.000 læsere. Mediawatch ser dog altid på læsertallene som et gennemsnit af tre måneder, fordi de er behæftede med usikkerhed.

Ud over Politiken øger også Kristeligt Dagblad, Dagbladet Ringsted og Information deres læsertal. Sidstnævnte med cirka 16 pct. i perioden eller 16.000 læsere.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu