“Det er yderst sjældent, at der kommer sådan en dom”

Journalist og radiovært Lasse Jensen græder tørre tårer over, at Søndagsavisen ifølge fredagens dom skal betale en rekordhøj erstatning på 750.000 kr. i en sag om, at avisen mod bedrevidende har bragt forkerte testresultater om en økosut. Han tvivler på, at dommen bliver en trussel for medierne.
MediaWatch

Journalist og radiovært Lasse Jensen græder tørre tårer over, at Søndagsavisen ifølge fredagens dom skal betale en rekordhøj erstatning på 750.000 kr. i en sag om, at avisen mod bedrevidende har bragt forkerte testresultater om en økosut. Han tvivler på, at dommen bliver en trussel for medierne.

Søndagsavisens adm. direktør Arne Ullum mener ellers, at det kan få “dramatiske konsekvenser for pressen”, hvis dommen danner præcedens, fordi udmålingen af erstatningen bygger på et skøn over tabt omsætning, som kan løbe endnu højere op for virksomheder med højere omsætning.

“Det er yderst sjældent, at der kommer sådan en dom. Jeg kan slet ikke huske en erstatning, der har været så stor," siger Lasse Jensen og henviser til, at den slags erstatninger ikke udskrives med let hånd af retten. 

"Normalt er dansk ret meget omhyggelig med, at erstatningen skal være i overensstemmelse med tabet, og at den bygger på et kritisk skøn, når der ikke er direkte dokumentation. Det er jo ikke Amerika, hvor man kan få ti milliarder i erstatning,” siger Lasse Jensen, som ikke vil tage stilling til om Arne Ullum har ret eller uret i sin vurdering af dommen, som han fredag omtalte i P1-programmet ‘Mennesker og medier’ efter at have læst dommen.

“Det dommerne lægger vægt på er, at Søndagsavisens journalist og redaktør har handlet mod bedrevidende, fordi de telefonisk og i en mail en halv time før deadline havde fået at vide, at resultaterne var forkerte. Og så kan man stadig nå at lave artiklen om, selv om det er beværligt,” siger Lasse Jensen.

I sin afsluttende kommentar i radioprogrammet ser han desuden sagen som en principiel reprimande til ikke alene Søndagsavisen men også alle de øvrige medier som viderebragte historien uden at tjekke resultaterne.

“I en tid, hvor laboratorietests og meningsmålinger spiller en større og større rolle i journalistikken, giver sagen anledning til virkelig skærpet opmærksomhed omkring målingernes kvalitet. Den understreger vigtigheden af, at journalister og redaktioner ikke bringer historier, hvis der er den mindste tvivl om deres rigtighed - og slet ikke, hvis de direkte er blevet gjort opmærksom på det. Den er interessant, fordi dens videre forløb i medierne viser, hvordan historier - også forkerte historier - lynhurtigt spredes ukritisk til alle medier, fordi der stort set ikke finder en selvstændig efterforskning sted, når først et medie har bragt historien. Det er foruroligende, men ikke overraskende,” skriver Lasse Jensen i sin kommentar på ‘Mennesker og mediers’ hjemmeside.

Søndagsavisen skal betale 750.000 kr. i erstatning til et øko-suttefirma ud fra et skøn over selskabets tabte omsætning, som følge af en artikel med fejlagtige testresultater om indholdet af ftalater i sutten, som analysefirmaet bag havde forsøgt at få Søndagsavisen til at trække tilbage før deadline. Arne Ullum overvejer nu, om dommen skal ankes.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu