B.T. afviser Politiken-artikel
Er Politiken "hysterisk optaget" af B.T.'s dækning af Helle Thorning-Schmidts (S) skattesager? Det mener B.T.'s ansv. chefredaktør Olav Skanning Andersen, der i lighed med Politikens Bo Lidegaard var gæster i TV 2 News-programmet Presselogen søndag.
Udtalelsen kom som følge af en artikel i Politiken, hvor professor i strafferet Jørn Vestergaard siger, at hvis en B.T.-medarbejder har opfordret en medarbejder i Skat til at røbe fortrolige oplysninger fra en privatpersons skattesag, kommer han "meget tæt på at gøre sig skyldig i et strafbart forsøg på medvirken til overtrædelse af straffelovens regler om tavshedspligt", skriver Politiken.
Den vurdering deler Olav Skaaning Andersen langt fra.
"Vi anstifter ikke til nogen kriminel handling. Det er helt straight journalistisk at efterprøve processen i denne her sag, som har været så omtalt, og som er så vigtig, og som nu danner bagsis for en undersøgelseskommission," siger han til Politiken og opfordrer i øvrigt avisen til at bruge samme metoder, hvis ikke dens journalister allerede gør det.
- TBH