Ugens efterkritik er skrevet af Lars Bjerg, lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

AJ!, råbte min yngste datter og var lige ved at vælte af benovelse, da hun cyklede forbi reklamen for Head & Shoulders på vej til børnehaven. Den fortalte bare, at skælshampooen støtter håndboldlandsholdet, men sådan læste hun den ikke. ”AJ! Kan man få shampoo til en håndbold?!”

Min yngste datter er naiv. Men hun er undskyldt på grund af alder.
Selv har jeg ingen undskyldning, men jeg bliver næsten lige så tit som hende overrasket over verdens indretning. For eksempel hvor ublu og ublufærdig kommercialiseringen af alting er blevet. Jeg ved det jo egentlig godt, men hver gang jeg får det konkretiseret, bliver jeg rystet. Igen.

Pengetænkningen
Jeg fik mig et godt ryst, da jeg læste Jakob Elkjærs artikel ’Håndbold A/S’ i Politiken 25. januar. På en halv side får vi en klart og tilsyneladende veldokumenteret udredning af, hvordan pengetænkningen fungerer. Artiklens essens ligger i det her åbenhjertige citat fra Morten Stig Christensen, direktør i Dansk Håndbold Forbund:

”Håndbolden er i dag en del af underholdningsindustrien. Det må vi bare erkende. Vi skal have det til at fungere sammen med medier og sponsorer, men selvfølgelig også have de sportslige resultater in mente, for det er nu engang afgørende for forretningen over tid.”

Selvfølgelig er penge et nødvendigt middel til rigtig mange mål. Men det hele bliver forkvaklet, når det i stedet bliver pengene selv, der er målet, mens det, der før var hovedsagen - i dette tilfælde sporten - bare bliver det, der skal få pengemaskinen til at fungere. Før havde man brug for penge for at kunne spille håndbold.

Nu spiller man håndbold for at kunne tjene penge. Når den tankegang bliver så gennemtrængende og selvfølgelig, at man ikke engang prøver at skjule den – i sport, velgørenhed og, nå ja, mediedrift og uddannelse, så er der brug for kritisk eftertanke.

Eventificeringen
Og det er jo det, god journalistik kan hjælpe os med. Konkret og meget nøgternt, helt uden moraliseren, viser Elkjær os, hvor skamløst i dette tilfælde forretningen håndboldsport prøver at manipulere os. Han kvalificerer vores indsigt i verdens indretning. Dette er et rigtig godt eksempel på en historie, der er god i sig selv, og samtidig større end sig selv. Den handler om håndbold, men bag om det handler den om, hvordan den kommercielle tankegang inficerer os.

Bare endnu et stærkt citat, denne gang fra TV 2’ sportschef, Frederik Lausen. Hans udgangspunkt er, at der i virkeligheden ikke er ret mange inkarnerede håndboldpublikummer i Danmark, men så må man jo gøre noget andet, siger han, for at holde indtægterne på reklameblokkene oppe:

”Vi arbejder med at eventificere slutrunderne, så de er mere end blot sport. For eksempel national stolthed.”

Miraklet
Og jeg skal da love for, at de andre medier er med på den med at eventificere håndbolden.

Samme dag som Elkjærs artikel blev bragt, gik Danmark overraskende videre til semifinalen. Overraskende? Nej, mirakuløst. Mirakuløst var det mest brugte ord over mange sider i bl.a. TV 2 tekst-tv’s dækning af den sag. Så bliver det nok ikke større, for mirakler betegner det naturstridige. De er Guds direkte obstruktion af den logik, han ellers selv skulle have indført. Så Gud har blandet sig til fordel for dansk herrehåndbold. Man kan både få Gud og shampoo til en håndbold. Resten af den sparsomme plads gik med spillerudtalelser, og tænk, de var skam overraskede og glade! Det fik vi mange versioner af. Til gengæld fik vi ikke andet.

Krybdyrhjernen
Mange sportsgrene er fundamentalt underholdende. Sport appellerer til krybdyrhjernen, og det er vigtigt nok, den skal også stimuleres. Men det kan sporten vel godt klare selv? Journalistikkens rolle må for mig at se være at sætte det, vi selv kan se og føle, ind i en sammenhæng, som kvalificerer oplevelsen.

Det sker selvfølgelig også – i Ekstra Bladet torsdag havde Finn Stilling en glimrende og underholdende kommentar, som i al fald gjorde mig klogere på det, jeg havde set aftenen før. Hinsides mirakel eller ej.

Men generelt synes jeg, der bliver lagt al for meget journalistik ned over sporten. Eller – journalistik er måske så meget sagt. Mediebevågenhed. Råb og skrig direkte fra krybdyrhjerne til kybdyrhjerne.

Det sker ikke for sportens skyld, heller ikke for tilskuernes, men for eventificeringens og dermed økonomiens. Det, der skulle være den frie og kritiske presse, giver sig til at sælge shampoo – og bliver dermed selv en del af den store historie om alt det, der er fedtet ind i eventtænkning med penge som slutmål. Journalistikken lader sig kommercialisere.